Marcus Cornelius Fronto (ca. 95 - ca. 167 e.Kr.) gjaldt for at være det andet århundredes største latinske retor og retoriker. Hans taler er ikke bevaret, men til gengæld har vi, ved et fantastisk lykketræf, bevaret en samling af hans breve i en palimpsest. Det drejer sig primært om en lang korrespondence mellem Fronto og hans elev Marcus Aurelius, der var romersk kejser 161-180 e.Kr. Korrespondancen dækker både tiden, før og efter Marcus Aurelius blev kejser. Der er imidlertid så godt som ingen referencer til de samtidige politiske forhold, og Frontos brevsamling kan derfor ikke bruges som historisk kildeskrift på samme måde som Ciceros og Plinius’ brevsamlinger. Derimod diskuterer brevene gerne stilistiske og retoriske problemer. Frontos og Marcus Aurelius’ yndlingsemne er dog deres indbyrdes forhold, der beskrives i ret romantiske toner. (Jf. i øvrigt mit foredrag Fronto - dårlig stil eller sofistikeret retorik.)

Jeg har indtil videre oversat de fem bøger med breve fra tiden, før Marcus Aurelius blev kejser (dvs. fra årene 139-161). Endnu er oversættelserne ikke slebet af, og jeg vil være taknemmelig for forslag eller rettelser. Jeg har i øvrigt allerede lagt den latinske eller græske tekst af de fleste af brevene ud på denne side. Brevsamlingen findes ellers oversat til engelsk af Charles W. Haines (Loeb 1919), men denne oversættelse er både forvirrende og forældet. Der foreligger desuden en nyere fransk oversættelse af Pascale Fleury (Les Belles Lettres 2003), men den omfatter kun brevene fra og ikke brevene til Fronto.

De breve, der er vist med grøn tekst, er breve sendt til Fronto, hvorimod hans egne breve er vist med sort tekst.

Indhold

Breve til og fra Marcus Cæsar:

Første bog
Anden bog
Tredje bog
Fjerde bog
Femte bog

Diverse breve

Breve til og fra Marcus Cæsar: 1. bog

ad M. Caesarem 1.1

Latinsk tekst

<Fronto til hans Cæsar.>

<...> Jeg vil derfor sende en afskrift af denne bog så hurtigt som muligt.

Hav det godt, Cæsar, smil, vær glad hele dit liv og nyd dine gode forældre og din strålende begavelse.

ad M. Caesarem 1.2

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 1.3

Latinsk tekst

Fronto til hans Cæsar.

(1) Du elsker din kære Fronto så uendeligt, Cæsar, at du til trods for, at du er ualmindelig veltalende, ikke har ord til at udtrykke din kærlighed eller erklære din velvilje. Findes der noget mere heldigt, må jeg spørge, findes der noget mere lykkeligt end mig, som du sender så glødende breve til? Du vil endda, som det ellers er skik for elskere, løbe og flyve hen til mig.

(2) Fruen, din moder, plejer undertiden at sige i spøg, at hun er jaloux på mig, fordi du holder så meget af mig. Hvad vil hun da ikke sige, hvis hun læste det brev fra dig, hvor du endog påkalder guderne og beder til dem for mit helbreds skyld? Jeg lykkelige, der er blevet anbefalet til guderne af din mund! Mon nogen smerte er i stand til at gennemtrænge min krop eller sind i så stor en glæde? Jeg er faktisk allerede i bedring. Jeg har ikke længere ondt og plages ikke længere. Jeg er rask, jeg er stærk, jeg danser af glæde. Jeg kan gå, hvor det skal være; jeg kan løbe, hvor det skal være. Tro mig, jeg blev så opfyldt af glæde, at jeg ikke kunne skrive til dig straks. I stedet sendte jeg dig det svar, jeg skrev på dit forrige brev. Men jeg har holdt det næste bud tilbage for det tilfældes skyld, at jeg kom mig efter min glæde.

(3) Se, nu er natten gået, og vi har en ny dag, der nu næsten er tilendebragt, men jeg kan ikke finde ud af, hvad og hvordan jeg skal svare dig. For hvad kan jeg finde på, der er mere fornøjeligt, smigrende eller kærligt end det, du skrev til mig? Så derfor glæder jeg mig over, at du sætter mig i en ubetalelig taknemmelighedsgæld, fordi du elsker mig så meget, at jeg næppe kan elske dig mere. (4) For nu derfor at finde på et emne til et længere brev, hvordan har jeg så gjort mig fortjent til, at du elsker mig sådan? Hvad godt har din Fronto gjort, at du holder så meget af ham? Har han sat sit liv på spil for dig eller dine forældre? Har han ofret sig for at redde jer ud af farer? Har han administreret en eller anden provins loyalt? Har han anført en hær? Intet heraf. End ikke i de daglige pligter omkring dig tager han større del end andre. Han er nok medlem af din kreds, men ikke et, man ser særlig hyppigt. For han kommer ikke hele tiden hjem til jer ved daggry, og han hilser ikke på dig dagligt, han ledsager dig ikke overalt og ser dig ikke hele tiden. Hvis der altså er nogen, der spørger, hvorfor du elsker Fronto, så kan du her få et svar, som du kan have lige ved hånden:

(5) Jeg vil faktisk helst have, at der ikke er nogen begrundelse for din kærlighed til mig. Den kærlighed, der udspringer af overlæg og skyldes rimelige og uomtvistelige årsager, er efter min mening slet ikke kærlighed. Med kærlighed forstår jeg den kærlighed, der er tilfældig og fri, og som ikke tjener noget formål, som er opstået ved et indfald snarere end af overlæg, som er varm, ikke ved pligt, som om der var lagt brænde under den, men af en selvopstået hede. Jeg foretrækker de varme grotter i Bajæ frem for badeanstalternes ovne, hvor ilden tændes med forbrug og røg og snart slukkes. Den naturlige varme er derimod ren og evig, på en gang dyrebar og gratis. På samme måde medfører det venskab, der varmes op ved pligt, undertiden røg og tårer. Så snart man holder sig tilbage, slukkes det. Den tilfældige kærlighed er derimod bestandig og glædelig. (6) Er det ikke sådan, at det venskab, der skyldes fortjenester, ikke vokser og styrkes på samme måde som den pludselige og uventede kærlighed? Ganske som de træer, der er dyrket og vandet i plantager og haver, ikke vokser i samme omfang som egen, der vokser i bjergene, granen, ellen, cederen og fyrren, der opstår af sig selv, bliver sået uden overlæg og uden orden og drives frem, ikke med planteavlernes møje og pligt, men med vind og regn. (7) Din kærlighed er altså udyrket og opstået uden overlæg, og jeg er sikker på, den vil vokse op sammen med cederne og egene. Hvis den blev dyrket med tanke på pligterne, ville den ikke blive større end myrten og laurbærren, som har rigelig duft, men lille kraft. I det hele taget står den tilfældige kærlighed lige så meget over den pligtfulde kærlighed som lykken over fornuften. (8) Vi ved jo alle, at fornuft betegner en menneskelig overvejelse, hvorimod Lykken er en gudinde og den vigtigste af gudinderne. Der er overalt indviet templer, helligdomme og kapeller til Lykken, men ikke én statue eller ét alter er helliget Fornuften. Jeg tager altså ikke fejl, når jeg helst vil have, din kærlighed til mig snarere er født af lykke end af fornuft. (9) Fornuften tåler slet ikke sammenligning med lykken hverken i ærværdighed, anvendelighed eller værdifuldhed. For man vil ikke sammenligne jordhøje, der er bygget med håndkraft og fornuft, med bjerge, akvædukter med floder eller cisterner med kilder. Følgelig kaldes fornuften, der består i overvejelser, for klogskab, hvorimod seernes åbenbaringer hedder spådomskunst. Ingen ville snarere tro på den klogeste kones overvejelser hellere end Sibyllens orakler. Hvad er så pointen med alt dette? At jeg gør ret i at foretrække at blive elsket ved et indfald og et tilfælde frem for fornuft og egen fortjeneste. (10) Så hvis der er en rimelig grund til din kærlighed til mig, Cæsar, så lad os være omhyggelig med, at den forbliver ukendt og skjult. Lad bare folk diskutere, overveje, formode og udforske, som Nilens kilde, således også oprindelsen til vor kærlighed.

(11) Men nu er klokken ved at være fire, og dit bud står og rømmer sig. Jeg må altså gøre ende på brevet. Jeg har det i virkeligheden meget bedre, end jeg havde turdet håbe på. Jeg tænker ikke længere på vandet. Hvor højt elsker jeg dig ikke, min herre, et moralsk forbillede og en trøst i ulykken! Du siger måske, ”mere end jeg elsker dig?”. Jeg er ikke så utaknemmelig, at jeg vover at sige det.

(12) Du og dine forældre må have det godt, Cæsar. Dyrk dit talent.

ad M. Caesarem 1.4

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 1.5

Latinsk tekst

Fronto til hans herre.

(1) Da jeg kom hjem, modtog jeg dit brev, som du selvfølgelig havde skrevet til mig i Rom, og som var blevet sendt til Rom; det blev så i dag bragt tilbage og for lidt siden overladt til mig. Heri gendriver du det lidt, jeg havde sagt til forsvar for søvnen, med mange og elegante argumenter så vidende, så subtilt og behændigt, at hvis det er vågenheden, der bringer dig den skarphed og det vid, ja, så vil jeg foretrække, at du forblev vågen. (2) Men du siger jo, at du skrev det om aftenen kort, før du skulle til at sove. Altså var det den tilstundende og forestående søvn, der gjorde dette brev så elegant. For ligesom safranen dufter og behager søvnen længe, før den er kommet nær. (3) For altså nu at begynde med dit brevs begyndelse siger du elegant, at du ”skader din sag”, eftersom <...>

(der er gået to sider tabt)

<...> at blev det fjernet, så kunne der ikke sættes et andet i stedet, der havde samme betydning og vægt. Det var elegant og behageligt formuleret, hvor du siger ”alt det andet, som udgør Odysseen”. (4) Du afveksler og blander alle de latinske ord så kyndigt mellem de græske vers, at det er ligesom de farveriges løb frem og tilbage i den pyrriske dans, hvor nogle er klædt i safran, andre i orange og purpur, og de løber sammen snart med den ene og snart med den anden. (5) Du går elegant over fra Laërtes’ til Atreus’ søn. Men se, så har du gjort et andet ondsindet angreb på Quintus Ennius, når du siger ”hvis han ikke var blevet vækket fra søvnen, så ville han jo aldrig have fortalt sin drøm”. Du skal ikke tage mig det ilde op, min Marcus Cæsar, men det kunne du have gjort mere kløgtigt! Der er ingen så snu kunster, ”ingen så snigløbende bedrag”, som Lævius siger. Hvis jeg så forlanger, at du ikke står op, men det, jeg forlanger, er, at du sover! Der er andet ordsprog, som en spøgefugl har lavet: ”Det er en, du kan slå om ting med i mørke”. Men er jeg lykkelig, når jeg forstår og gennemskuer dette og oven i købet bliver kaldt lærer af min herre Cæsar? Hvordan kan jeg være lærer, når jeg ikke kan gennemtvinge det ene, jeg ønsker at lære dig, nemlig at du sover? (6) Gør, som du vil, så længe guderne, hvad end du går tidligt i seng eller er vågen, giver dig så elegant en fremgang i veltalenhed.

(7) Hav det godt, min glæde og min alvorlige omsorg.

ad M. Caesarem 1.6

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 1.7

Latinsk tekst

Til min herre.

(1) Jeg modtog dit brev, Cæsar, som du let kan forstå min glæde over, når du betragter de enkelte dele: Først, at det er kilden til al min glæde, at jeg ved, du har det godt, dernæst, at jeg kunne mærke, du elskede mig så meget, at du ikke kunne gøre nogen ende eller grænse på din kærligheden, men hver dag finder noget, som du kan gøre for at være endnu rarere og venligere over for mig. Endelig har jeg længe ment, jeg nu bliver elsket tilstrækkeligt, hvorimod det aldrig er nok for dig, uanset hvor meget du elsker mig; at havet ikke er så dybt som din kærlighed til mig. Så stor er den, at jeg kunne beklage, hvorfor du endnu ikke elsker mig så meget, som det er muligt, for når du dag efter dag elsker mig mere, så var det, du elskede mig dagen før, ikke det størst mulige.

(2) Tror du konsulatet vil være af lige så stor glæde for mig som dine så mange tegn på den største kærlighed i én enkelt sag? De stykker af min tale, som jeg havde plukket til dig, har du selv reciteret for din fader og lagt omhu i udtalen, hvorved du udstyrede mig med dine øjne, stemme, gebærder og ikke mindst ånd. Jeg kan ikke se, hvem der af de famle forfattere skulle være lykkeligere end jeg, selv om Æsopus eller Roscius fremførte deres værker for folket. Min tale har fået Marcus Cæsar som skuespiller og fremfører, og med dit arbejde og stemme har jeg behaget tilhørerne, skønt det er alles højeste ønske at blive hørt af dig og at behage dig. Intet under, at en tale behagede, når den var smykket med din munds værdighed. For de meste, der mangler en egen charme, låner sig fremmed ynde udefra. Det er det, der sker med de almindelige fødevarer: Der er ikke en grøntsag eller stump kød, der er så billig og ordinær, at den ikke synes mere elegant, når den serveres på et guldfad. Det er det samme, der sker med blomsterne og kransene: De har ét værd, når de kommer fra blomsterbinderne, et andet, når de bliver rakt af præsterne.

(3) Jeg er så meget heldigere end Herakles og Achilleus, hvis rustning og våben blev båret af Patrokles og Philoktet., mænd, der var langt under dem selv i dygtighed. Min tale er derimod middelmådig, for ikke at sige ringe, men den får berømmelse af den mest lærde og veltalende af alle mennesker, Cæsar. Heller aldrig har en scene haft så megen værdighed: Marcus Cæsar var skuespiller, kejser Titus tilhører. Hvad større kan man opnå? det skulle da kun være det, man siger sker for digterne, at muserne synger, mens Jupiter lytter til sangen. Hvilke ord kan jeg desuden udtrykke min glæde med over, at du sendte denne tale af mig skrevet med din hånd? Det er skam sandt, hvad vores ven Laberius siger, at når der handler om at ildne kærligheden, er ”lindringer” det samme som ”forvirringer” og ”tjenester” det samme som ”gift”. Kunne man med den drik eller gift puste lige så meget til kærlighedens flamme, som du i dit tilfælde har gjort mig måbende og forbavset med din brændende kærlighed? Så mange bogstaver som der er i dit brev, lige så mange konsulater, lige så mange laurbærkranse, triumfer og purpurbræmmede togaer føler jeg, jeg har fået. (4) Oplevede Marcus Porcius eller Quintus Ennius, Gajus Gracchus eller digteren Titius noget lignende, gjorde Scipio eller Numidicus, gjorde Marcus Tullius? Deres bøger anses for mere kostbare og opnår den største berømmelse, hvis der er afskrevet i Lampadios eller Staberius’, Plautius’ eller Decimus Aurelius, Autricos eller Ælius’ hånd eller gennemrettet af Tiro eller transskriberet af Domitius Balbus eller af Atticus eller Nepos. Min tale vil eksistere i en udgave skrevet af Marcus Cæsars hånd. Den, der ikke bryder sig om talen, vil elske bogstaverne; den, der foragter det, der skrives, vil respektere skriveren. Ligesom hvis Apelles har malet en abe eller en ræv, så vil maleriet give værdi til det ellers værdiløse dyr; eller som Marcus Cato siger om den syge slave <...>

(der mangler fire sider)

Breve til og fra Marcus Cæsar: 2. bog

ad M. Caesarem 2.1

Græsk tekst

Fronto til Herodes.

(der er gået én side tabt)

(1) <...> Det er ikke svært at handle moderat i mindre onder. For i alt er det hinsides det passende for en dannet mand at give sig helt hen til sørgen og klagen ... I glæde vil jeg hellere gå for vidt end i sorg. For irrationelt behag er at foretrække frem for irrationel smerte.

(2) Men du har endnu ikke passeret den alder, hvor du kan få andre børn. Ethvert tab er tungt, hvis håbet samtidig bliver fjernet, men lettere, hvis der forbliver et håb om at genvinde det tabte. Og den, der ikke kan vente på det håb, er uædel og skader sig selv meget mere end ulykken. For ulykken har fjernet det eksisterende, mens han berøver sig selv tillige håbet.

(3) Hvor du lettest kan finde trøst, har jeg lært af erfaring og ikke af visdom, og jeg skal lære dig det. Det har altid været min skæbne at måtte lide i kærligheden. Jeg elskede i sin tid filosoffen Athenodotos og i sin tid retoren Dionysios. Og når jeg så betænkte, at han var blevet mig bevaret, som jeg kom til at elske, så var jeg i mindre grad bytte for sorgen og tildragelserne. Hvis du ligeledes elsker en ung adelsmand, der udmærker sig i godhed, lærdhed, lykke og beskedenhed, så vil du ikke tage fejl, hvis du slutter dig til ham og lægger hele sikkerhed for din lykke i hans hænder; så længe han vil være der for os (jeg indrømmer, at jeg er din rival, og skjuler det ikke), så vil alt andet være let at læge for os og langt mere i anden række end ham.

ad M. Caesarem 2.2

Latinsk tekst

Din konsul Fronto hilser sin herre Cæsar Aurelius.

(1) Hvilke øren folk har nu til dags, hvilken udsøgthed der vises i at overvære taler, vil du kunne erfare af vores ven Aufidius. Således også, hvor mange hurraråb og hvor stort et rosende bifald denne sætning udløste: ”Dengang var ethvert billede prydet med patriciske kendetegn”. Men da jeg sammenlignede adelen med folket og sagde: ”Ligesom hvis man tror ilden, der er tændt på et bål og et alter er ens, fordi den lyser lige meget”, så var der nogen murren i krogene. (2) Hvorfor fortæller jeg det? For at du således kan berede dig, herre, på at tage hensyn til tilhørernes øren, når du taler i en forsamling; ikke altid og på enhver måde, men undertiden og indimellem. Når du gør det, så tænk på, at du gør ligesådan, som når I på folkets krav dekorerer eller frigiver dem, der tappert har slået vilde dyr ihjel. Det er mennesker, der er skadelige eller dømt for en forbrydelse, men I følger alligevel folkets krav. Overalt er folket altså hersker, det har første rang og sidste ord. Altså må du handle og tale således, at du gør folket tilpas.

(3) Det er heri, den dygtigste taler brillerer, og vanskeligt at opnå, at han behager sine tilhørere uden svækkelse af den rette retorik; og disse forsødelser, som skal tjene til at blødgøre massernes øren, skal ikke være sminket med megen og stor vanære: Snarere skal man begå blødhed i kompositionen og strukturen end skamløshed i meningen; tøj skal også hellere være behageligt i kraft af ulds blødhed end kvindagtig farve, tynd tråd eller silke; det skal være purpurfarvet, men ikke orange eller safranfarvet. I, som er nødt til at bruge purpur, må desuden ofte også iklæde jeres tale den samme dragt. Gør det og moderer med måde og den bedste balance. Det er min profeti: Alt, der nogensinde er gjort fortræffeligt i retorikken, vil du fuldende. Så stor en begavelse er du udstyret med, og så stor ihærdighed og arbejde øver du dig med, selv om andre har vundet fortræffelig hæder alene i kraft af ihærdighed uden begavelse eller begavelse uden ihærdighed. Jeg er sikker på, herre, at du også vier nogen tid til at skrive prosa. For selv om man træner hestes hurtighed i samme grad, hvad enten de løber og trænes i firspand eller i trav, så må de dog udsættes oftere for det, der er mere relevant. (4) Nu behandler jeg dig ikke som, om du var toogtyve år - en alder, hvor jeg selv endnu knap nok havde læst noget af klassikerne. Ved gudernes og din egen dygtighed har du i retorikken og, hvad der er vanskeligst, i enhver talegenre opnået fremskrift, der er så store, at de ville være tilstrækkelige til at sikre ældre mænd berømmelse. For dine breve, som du konstant skriver, er nok til at vise mig, hvad du vil kunne præstere i den lettere, ciceronianske genre.

(5) I stedet for retoren Polemon, som du i dit seneste brev præsenterede for mig som ciceronianer, gav jeg i den tale, jeg oplæste i senatet, en filosof, der, hvis jeg husker galt, er overattisk. Vil du sige din mening, Marcus? Hvad synes du om den version, jeg har givet af Polemon? Det erklart, at jeg har fået mange vittige betragtning hos Horatius Flaccus, den berømte digte, der ikke er mig helt fremmed på grund af Mæcenas og de Mæcenske Haver. For Horats har i anden bog af Satirerne indflettet denne historie om Polemon, hvis jeg husker ret, med disse vers:

”...... Vil du gøre, som Polemon gjorde i sin tid,
og konvertere? Vil du lægge sygdommens kendetegn fra dig,
bindene, halstørklædet og puden nøjagtig, som denne
siges i fuldskab at ha taget kransene stjålent af hovedet,
dengang lærerens stemme hev fat i ham tidlig om morgnen?”

(6) De vers, du havde sendt mig, har jeg sendt tilbage til dig gennem vor ven Victorinus, og det har jeg gjort på følgende måde. Jeg har omhyggelig gennemsyet arket med en snor og beseglet snoren på en sådan måde, at der ikke er en vis lille mus, der kan gennemrode det på noget sted. For han har selv aldrig fortalt mig noget om dine heksametre, så slet og ondsindet er han. Men han siger, at du med vilje reciterer dine heksametre så hurtigt og flydende, at han ikke få dem ind i sin hukommelse. Jeg har derfor gjort gengæld; han får igen med samme mønt, så han ikke kan høre noget vers af det. Jeg husker også, at du har advaret mig imod, at jeg viste dine vers til nogen.

(7) Hvordan går det, herre? Du er sikkert munter, du har det sikkert godt i alle henseender. Bare du ikke skræmmer os ligesådan, som du gjorde på din fødselsdag; andet bekymrer mig mindre. ”Hvis noget ondt truer dig, så lad det falde på pyrrhaiernes hoved”. Hav det godt, min glæde, min sikkerhed, munterhed, hæder. Hav det godt og, jeg beder dig, elsk mig på enhver måde, det være sig spøg, det være sig i alvor.

(8) Jeg har skrevet et brev til din moder, som jeg har været skamløs nok til at skrive på græsk, og jeg har vedlagt det dette brev til dig. Vær sød at læse det først, og hvos der er nogen barbarisme i det, så ret det, eftersom du har den græske grammatik mere præsent, og giv det så til din moder. Jeg vil nødig, at din moder fordømmer mig som en bondeknold. Hav det godt, herre, og kys din moder, når du giver hende brevet, så hun læser det med større glæde.

ad M. Caesarem 2.3

Græsk tekst

Til Cæsars moder.

(1) Hvordan skal jeg undskylde mig og opnå din tilgivelse for, at jeg ikke har skrevet til dig i al den tid? Eller er det klart, at jeg taler sandt, når jeg siger, det skyldes mangel på tid? For jeg har forfattet en tale om kejseren. Romerne har et ordsprog, der siger, at man ikke skal hade en vens karakter, men kende den. Hvordan min karakter er, skal jeg fortælle og ikke skjule. På grund af mine dårlige anlæg og mit intetværd lider jeg af det samme som det dyr, romerne kalder en hyæne, hvis hals efter sigende er rettet ligeud og ikke kan bøjes til nogen af siderne. Så når jeg er ved at forfatte noget, der kræver ekstra opmærksomhed, er jeg på sæt og vis ubøjelig; jeg opgiver alt og går kun efter én ting, udrejelig ligesom hyænen. Man siger også, at lanseslangerne på omtrent samme måde skyder ligeud og ikke vender sig i andre retninger. Også spyd og pile træffer snarest deres mål, når de skyder ligeud og ikke bliver skubbet af vinden eller bliver bragt til fald af Athenes eller Apollons hånd, ligesom dem, der blev skudt af Teukros eller af bejlerne.

(2) Disse tre billeder har jeg altså sammenlignet mig med. De to første er taget fra de vilde dyr, nemlig det med hyænen og det med slangerne, mens det tredje, det med pilene, er umenneskeligt og uraffineret. Hvis jeg så sagde, at af vindene prises først og fremmest medbøren, fordi den bringer skibet ligeud og ikke lader det sejle ud af kurs, så ville det være et fjerde billede og et stærkt et. Hvis jeg tilføjede det om linien, at den rette linie er den mest respektable, så ville det være et femte billede, der ikke blot var ubesjælet, ligesom det med spydene, men også ulegemligt. (3) Hvilket billede vil så blive fundet troværdigt? Først og fremmest et, der er menneskeligt, og i endnu højere grad, hvis det også er raffineret. Hvis det samtidig har del i venskab og kærlighed, vil billedet ligne endnu bedre. Man siger, Orpheus jamrede, da han havde vendt sig om. Hvis han havde set ligeud og var gået ligeud, ville han ikke have jamret. Nok med billeder. For også billedet, der haler Orpheus op fra underverdenen, er utroværdigt.

(4) Jeg vil herefter undskylde mig, sådan som jeg bedst vil kunne opnå tilgivelse. Hvordan er så det? Jo, da jeg skrev lovtalen over kejseren, så var det noget, der er yderst velkomment for dig og din søn, jeg gjorde. Men så huskede jeg jer og nævnte jer i skriftet, ligesom elskerne nævner deres elskede på enhver skål. Men håndværket at gøre billeder sniger sig jo ind og gror fast. Der faldt mig følgende billede ind, som jeg vil føje til alle de andre, og som er det, der med største ret kan siges at være et billede, eftersom det tager udgangspunkt i en maler: Man siger, at maleren Protogenes malede Ialysos på elleve år, og at han i elleve år ikke malede andet end Ialysos. Jeg har ikke malet ét, men to Ialysoser på én gang, der ikke kun i deres ansigter eller deres udseender, men også i deres vaner og karakterer ikke er banale eller lette at male. Nej, den ene er en kejser, der regerer over hele jorden og havet, den anden en kejsers søn. Han er dennes søn, ligesom Athene er Zeus’ søn, og din søn, ligesom Hephaistos er Heras søn (hold det med fødderne ude fra dette billede med Hephaistos). Det er altså er undskyldning, der er særdeles vellignende og malende, eftersom den er fuld af billeder.

(5) Nu skal jeg blot spørge med geometrikerne: ”Hvordan?” Hvis der er nogle ord i disse breve, der er uden hjemmel, barbarisk, ellers upassende eller ikke så attisk, beder jeg dig ikke at tage dig af ordet, men se på selve meningen i sig selv. Du ved jo, at jeg bruger tid på selve ordene og selve sproget. Man siger jo, at heller ikke skytheren Anacharsis talte synderligt attisk, men blev lovprist ud fra hans mening og argumenter. Jeg vil altså sammenligne mig selv med Anacharsis, ved Zeus ikke i visdom, men i og med, at jeg også er barbar. Han var jo en skyther fra de nomadiske skythere, og jeg er en libyer fra de nomadiske libyere. Anacharsis og jeg har tilfælles, at vi græsser. Vi har altså også til fælles, at vi bræger, eftersom man græsser for at bræge. Således har jeg sammenlignet det at have et barbarisk sprog med det at bræge. Så jeg må hellere holde op med at ikke skrive andet end billeder.

ad M. Caesarem 2.4

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 2.5

Latinsk tekst

(der er gået fire sider tabt)

ad M. Caesarem 2.6

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 2.7

Latinsk tekst

(der er gået to sider tabt)

ad M. Caesarem 2.8

Latinsk tekst

”De, der svor et højt og helligt løfte, som de siden brød,

som er intrigante fedterøve, hører til en konges kreds,
som fortæller kongen ét, men tænker andet for sig selv.”

ad M. Caesarem 2.9

Latinsk tekst

(Der er gået to sider tabt)

ad M. Caesarem 2.10

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 2.11

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 2.12

Latinsk tekst

Konsulen hilser sin Cæsar.

Hvor lykkelig er ikke min, der har set jer i de sidste to dage! Men jeg hænger fast i Rom bundet med gyldne lænker, og jeg ser frem til den 1. september præcis, som de overtroiske afventer den stjerne, ved synet af hvilken de kan afslutte deres faste. Hav det godt, Cæsar, fædrelandets og romernavnets pryd. Hav det godt, herre.

ad M. Caesarem 2.13

Latinsk tekst

Til min Herre.

(1) Jeg har sendt Cratia til at fejre din moders fødselsdag og bedt hende blive, indtil jeg kommer. I det selv samme øjeblik, hvor jeg nedlægger min konsulat, vil jeg stige op i en vogn og flyve af sted til jer. Jeg har lovet Cratia, at hun i mellemtiden ikke skal løbe nogen risiko for at komme til at sulte: For din moder vil dele de småbidder, du sender hende, med sin klient; min Cratia har nu heller ikke stor appetit, sådan som man siger om advokathustruer. Hun vil endda leve tilfreds alene på din moders kys. Men hvad skal der så blive af mig? Der er end ikke ét kys tilbage i Rom. Al min lykke, alle mine glæder er i Neapolis. (2) Vær sød at fortælle, hvad det er for en skik med at nedlægge embedet dagen før? Hvis jeg nu er rede til at sværge ved flere guder, kan jeg så ikke nedlægge det flere dage tidligere? Skal jeg sværge på, at jeg forlader konsulatet? Jeg vil sandelig sværge på, at jeg længe har haft lyst til at forlade konsulatet, så jeg kunne omfavne Marcus Aurelius.

ad M. Caesarem 2.14

Latinsk tekst

(der mangler seks eller flere sider)

ad M. Caesarem 2.15

Græsk tekst

Til Cæsars moder.

(1) Gerne ved guderne og med den største glæde har jeg sendt min Krateia ned for at fejre din fødselsdag sammen med dig, og jeg ville selv være kommet, hvis jeg havde kunnet. Men mit konsulat er en lænke om mine fod. Der er nemlig kun få dage tilbage af det, og de er endnu mere travle på grund af embedspligterne. Når jeg nedlægger det, tror jeg, jeg vil løbe til jer mere ivrigt end væddeløberne. Ligesom de bliver stående et kort øjeblik ved målsnoren og herefter får lov at løbe, så bliver jeg nu på anden måned holdt tilbage fra at løbe ned til jer.

(2) Alle kvinder fra alle steder skulle samles på denne dag og fejre din fødselsdag, i første række de kvinder, der elsker deres mænd og deres børn, og som er besindige, i anden række alle de kvinder, der er uden omsvøb og løgn, og i tredje række skulle de kvinder feste, der er forstandige, omgængelige, høflige og ligetil. Der ville være mange andre grupper af kvinder, der ville have del i din lovprisning og fortræffelighed. Du besidder og forstår alle de fortræffeligheder og kundskaber, der udmærker en kvinde, ligesom Athene besidder og forstår alle færdigheder, hvorimod de andre kvinder med hensyn til fortræffelighed hver især forstår en del og prises for dette, ligesom musernes lovprisning kommer fra én færdighed og er forskellig for hver af dem.

(3) Hvis jeg kunne få lov at stå foran din dør og introducere dem, der var værdige til festen, ville jeg følge Homer og først og fremmest lukke dem ude, der lyver om deres gode vilje og er uoprigtige, som tænker ét i deres stille sind, men siger noget andet, og som foregiver alt fra latter til tårer. Latteren, der oprindelig var uden svig, så den også viste de leendes tænder, er blevet så fuld af ond list og baghold, at den også skjuler læberne på dem, der ler med bagtanke. En kvindelig gud, der dyrkes af de fleste kvinder, er da også Apate; hvilket afkom af Aphrodite, der af mange og forskelligartede kvinder bereder <...>

(Der er gået flere sider tabt)

ad M. Caesarem 2.16

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 2.17

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 2.18

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 2.19

Latinsk tekst

(Der er gået flere sider tabt)

Breve til og fra Marcus Cæsar: 3. bog

ad M. Caesarem 3.1

Latinsk tekst

<Til min herre.>

<...> berømmes med ordenes <...>, bliver den ganske skændig og skamløs. Da du skulle tale i senatet eller folkeforsamlingen, brugte du således ikke noget søgt ord, ingen dunkel eller usædvanlig figur. Det var som, om du vidste, at Cæsars retorik bude ligne en trompet og ikke piber, som har mindre lyd, men mere besvær.

ad M. Caesarem 3.2

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 3.3

Latinsk tekst

Fronto til min herre Cæsar.

(1) Der er med rette, jeg har givet mig hen til dig, det er med rette, jeg har placeret alle mit livs frugter hos dig og din fader. Hvad kan blive mere venligt, mere pragtfuldt, mere sandt? Vær sød at droppe det med ’en dumdristig knægt’ eller ’en letsindig rådgiver’. Er der da nogen fare for, at du skulle give noget barnagtigt eller uovervejet råd? Tro mig, hvis du vil (hvis ikke, tror jeg mig selv): du slår de ældre i klogskab. (2) Så jeg accepterer, at i dette problem er dit råd gråhåret og alvorligt og mit barnagtigt. Er der nogen grund til at opføre en scene for høj og lav? Hvis denne Herodes var en ordentlig og anstændig mand, er det ikke rimeligt, at jeg angriber en sådan mand med fornærmelser; og hvis han er skændig og nederdrægtig, er det ikke en lige kappestrid, jeg har med ham, og vi har ikke det samme at tabe. For ethvert favntag med en beskidt smitter af, selv hvis man vinder. Men det er mere rimeligt, at det er en god mand, som du finder værdig til din beskyttelse. Hvis jeg nogensinde havde vidst det, må alle guderne så have forbandet mig, hvis jeg havde dristet mig til at såre en af dine venner. (3) Vil du i stedet være sød, i kraft af din kærlighed, som jeg er så heldig at nyde, at hjælpe mig i det følgende: At jeg ikke bør sige noget uden for sagen, som vil kunne skade Herodes, er jeg ikke i tvivl om. Men, hvordan jeg skal behandle det, der er i sagen - og det er skrappe sager - er netop det, jeg er i tvivl om og søger dit råd i: Jeg skal tale om frie mænd, der på grusom vis er blevet pryglet og plyndret, og en af dem er sågar blevet dræbt; jeg skal tale om en respektløs søn, der lader hånt om de fædrene bønner; jeg skal kritisere grusomhed og grådighed; jeg skal fastslå, at Herodes har optrådt som en slags bøddel i denne sag. Hvis du mener, jeg i disse anklager, som sagen støtter sig til, bør tvinge og presse min modstander af alle kræfter, så gør mig sikker på, at det er dit råd, gode og søde herre. Men hvis du mener, jeg også på dette punkt skal give efter, så vil jeg anse derfor bedst at gøre, som du råder mig til. Du kan i hvert fald være sikker og vis på, at jeg ikke vil sige noget uden for sagen om hans karakter og øvrige livsførelse. Men hvis du synes, jeg skal tjene sagen, så vil jeg allerede nu advare, at jeg end ikke vil bruge lejlighed, sagen giver mig, umådeholdent: Det er grusomme anklager, og jeg må tale om dem grusomt; hvad angår de pryglede og plyndrede mænd, vil jeg tale sådan, at man kan smage giften og gallen; hvis jeg så kommer til at kalde ham en grækersnude og ulærd, vil det ikke være sønderknusende.

(4) Hav det godt, Cæsar, og elsk mig, som du gør, højt. Jeg elsker endog dine små bogstaver dobbelt så højt. Derfor ønsker jeg, at når du skriver noget til mig, du så skriver det med din egen hånd.

ad M. Caesarem 3.4

Latinsk tekst

Vær hilset, herre.

(1) Efter at det forrige brev var lukket og forseglet, kom jeg til at tænke på, at de, der procederer i denne sag (der synes at være mange, der skal procedere), vil tale mindre hensynsfuldt mod Herodes; tag det i betragtning, når du tror, at jeg er den eneste. (2) Hav det godt, herre, og lev, så at jeg er lykkelig. Capreolus, der nu er borte, og vor ven Marcianus, ser ud til at skulle procedere; det samme gør Julianus.

ad M. Caesarem 3.5

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 3.6

Latinsk tekst

Til min herre.

Det er sådan, jeg vil gøre, herre, både det og alt, eftersom jeg forstår, du gerne vil <...> Jeg vil gøre alt det andet på samme måde, og jeg bede dig, at du aldrig tier med, hvad du gerne vil have, jeg gør, men ligesom nu råder mig til at handle korrekt. Således <...> aldrig <...> begynder jeg noget mod din vilje. Jeg ville foretrække <...> er i sagen, del for del, for at bruge Ciceros metode. For når de presser deres mening sammen i én linie, ønsker jeg virkelig <...> kan udføres på denne måde. Men hvis jeg procederer med evindelige taler, skal jeg, selv om jeg ikke går uden for sagen, dog bruge skarpe øjne, en kraftig stemme og alvorlige ord. Men jeg ville nu foretrække <...> med en vred finger, som andre <...> såret din mand, men det er vanskeligt at få ham til det: For han siges at brænde af lyst til at procedere. Og jeg kritiserer det ikke, men jeg advarer dig, se til, at selve sagens indhold ikke synes at blive fremført for fjendtligt. Men du råder jo også selv til, at jeg først og fremmest tænker på min troværdighed. Også hvis du træner med våben eller i brydning, skal du overveje, at disse legeøvelser heller ikke fuldføres uden strid <...> jeg har med større lykke rost din ’barbar’.

ad M. Caesarem 3.7

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 3.8

Latinsk tekst

Til min herre.

(1) Med hensyn til det billede, du gerne vil have på plads, og som du vil have mig til at assistere dig med at få på plads, vil du så tage det ilde op, hvis jeg lader det ske med udgangspunkt i din og din faders favn? Ligesom den ø, der ligger i Det ioniske Hav, Det tyrrhenske Hav, Adriaterhavet eller et andet hav, hvis navn du så kan tilføje, altså ligesom den ø, Ænaria, der ligger i havet, modtager og tilbagekaster havets bølger og selv modstår flåders, sørøveres, vilde dyrs og orkaners vold, men beskytter en anden ø, der ligger i en sø inde på øen, og som er i sikkerhed fra alle farer og vanskeligheder, selv om den har del i alle glæder og fornøjelser, for den ø i søen inde på øen beskylles lige så meget af bølgerne, den får lige så meget de livgivende briser, den bebos lige så meget og den ser lige så meget ud på havet, således modstår din fader Romerrigets plager og vanskeligheder, mens han beskytter dig, der ligger trygt i hans rolige favn, og som ledsager ham i værdighed og hæder og har del i alle hans æresbevisninger. Du kan således bruge dette billede på mange måder. I en sådan tale bør du være rig og gavmild. For der er intet, du i hele dit liv kan sige mere ærefuldt, sandt eller gerne, end det, der tjener til at smykke lovprisninger af din fader. Hvilket billede jeg så end siden måtte føje hertil, vil det ikke glæde dig lige så meget som det, der vedrører din fader; det ved du såvel som jeg.

Derfor vil jeg ikke selv tilføje noget andet billede, men vise dig en metode, hvormed du kan udtænke et billede. Og vær sød og send mig de billeder, som du søger og finder med den metode, der er vist dig til dette formål, så jeg kan være glad, hvis de er fine og passende. (2) Du ved allerede, at man skal udstyre en ting med et billede for at forskønne eller forgrimme, for at ligestille, for at formindske eller forstørre eller for at gøre det mindre sandsynlige sandsynligt. Hvor der ikke er brug for nogen af disse ting, er der ikke plads til et billede. Når du så skriver et billede til en given ting, så skal du, ligesom når du maler, være opmærksom på den pågældende tings karakteristika. Du vælger hver enkelt tings karakteristika på flere måder: genus, species, helhed, dele, særtræk, forskelle, modsætninger, konsekvenser og attributter, navne, essenser, accidenser, elementer og nærmest alt, som der drages argumenter fra; om disse ting har du hørt til overflod, da vi gennemgik topoi’ene i Theodors argumentationer. Hvis der er nogen af dem, du har glemt, vil det ikke være formålsløst, hvis vi gennemgik dem igen, når vi har tid. I det billede, jeg skrev om dig og din fader, tog jeg udgangspunkt i en af accidenserne, ligheden i tryghed og nydelse. Nu kan du ad den vej og sti, som jeg ovenfor viste, udtænke, hvorledes du bekvemmest når til Ænaria.

(3) Min smerte i albuen er ikke blevet meget bedre. Hav det godt, herre, med din ualmindelige begavelse. Hils min frue, din moder. (4) Vi vil forfølge hele kunsten med at lave billeder mere omhyggeligt og grundigt en anden gang; jeg har her berørt hovedpunkterne.

ad M. Caesarem 3.9

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 3.10

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 3.11

Latinsk tekst

Til min herre.

Alt går vel for mig, fordi du ønsker godt for mig; for der er ingen anden, der er mere værdig end du til at opnå det, han beder om, fra guderne; hvis jeg beder for din skyld, vil der dog ikke være nogen anden, der er mere værdig, man kan opnå det for. Hav det godt, søde menneske. Hils fruen.

ad M. Caesarem 3.12

Latinsk tekst

Til min herre.

(1) Cratia kom hjem i går nat. Men det var en erstatning for Cratia, at du fortræffeligt har oversat sentenserne og den, som jeg modtog i går, næsten så perfekt, at den kunne blive placeret i Sallusts bog uden at skeje ud eller afvige på nogen måde. Jeg er lykkelig, munter, sund, ja jeg bliver ung igen, når du gør fremskridt på den måde. Det er sin sag, hvad jeg kræver, men det, som jeg husker også hjalp mig, bliver jeg nødt til også at kræve af dig. Oversat den samme sentens to, tre gange, således som du gjorde i den korte sentens. Du skal altså også oversætte de længere to, tre gange kløgtigt, vovet. Hvad end du vover, vil du fuldende med din begavelse; dog også med slid: Det er jo et slidsomt arbejde, du har ønsket, men smukt, nyt og opnået af få <...> har du løst perfekt. (2) Når du skal lave en tale, har du helt sikkert størst hjælp af dagligt at skrive stykker af fra Jugurtha eller Catilina. Om guderne vil, så vil jeg, når du kommer tilbage, på nye hive daglige linier ud af dig. Hils fruen, din moder.

ad M. Caesarem 3.13

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 3.14

Latinsk tekst

Til min herre.

(1) Ligesom digterne har lov til at neologisere, at danne nye ord, for at de lettere kan udtrykke det, de mener, så er jeg også nødt til det for at udsige min glæde. For jeg er ikke tilfreds med de sædvanlige og gængse ord, men jubler gladere end, at jeg kan betegne mit sinds glæde i det almindelige sprog: Så mange er de breve, du har skrevet til mig på så få dage, og dertil forfattet så elegant, så venskabeligt, så smigrende, så indtagende, så gavmildt, så hedt, selv om du var beskæftiget med så mange ærinder, så mange pligter, så mange breve, du skulle svare på rundtom i provinserne. (2) Jeg havde dog sat mig for (for jeg har ikke lov til holde noget skjult eller forstilt for dig), så jeg havde sat mig for endog at risikere en anklage for dovenskab ved snarere at skrive sjældnere til dig end at bebyrde dig, der er beskæftiget med mange ting, med mine breve og tvinge dig til at svare, mens du af dig selv har skrevet til mig dagligt. Men hvorfor siger jeg ’dagligt’? Nu er det, jeg har brug for en neologisme. For ’dagligt’ ville det være, hvis du havde skrevet ét brev om dagen; men når der er flere breve, end der er dage, så giver dette ord ’dagligt’ mindre mening. Der er ikke, herre, grund til, at du bliver ked af det for mig over, at jeg overhovedet var bange for, at mine for hyppige breve skulle blive en byrde for dig: For jo mere du elsker mig, desto mere sparsommelig bør jeg være med at besvære dig og desto mere beskeden med at beskæftige dig. (3) Hvad er mig mere behageligt end dit kys! Denne mig behagelige duft, denne nydelse er placeret på din hals og kys. Ikke desto mindre, da du sidst kom, da din fader allerede var steget op i vognen, og skaren af hilsende og kyssende ventede længere på dig, så var det en hjælp, at jeg af alle var den eneste, der ikke omfavnede og kyssede dig. På samme måde vil jeg heller aldrig i alt andet prioritere mit eget behag over din nytte; ja, hvis der er brug for det, vil jeg ved påtage mig det tungeste arbejde gøre dit arbejde lettest og give dig fri. (4) Så med tanke på, hvor meget arbejde du fik af at skrive breve, havde jeg sat mig for at kontakte dig mere sparsomt, mens du har skrevet til mig dagligt. Når jge modtog de breve, har jeg følt det noget lignende som det, en elsker føler, når han ser sin skat løbe hen til sig ad en vanskelig og farefuld vej. For samtidig med at han glæder sig over, at han kommer nær, så frygter han samtidig faren. Det er derfor, jeg ikke bryder mig om den historie, som skuespillerne holder så meget af, hvor den elskende pige står i et tårn med lyset tændt og venter på sin elskende unge mand, der svømmer i havet. For jeg vil hellere undvære dig, selv om jeg brænder af kærlighed til dig, hellere end ”jeg tåler, at du svømmer på dette tidspunkt af natten i et sådant dyb, af frygt for, at månen går ned, at vinden slukker lampen, at du bliver en smule omtumlet derude af frosten, at strømmen, grunden eller en fisk på en eller anden måde skader dig”. Følgende tankegang klæder de elskende og er bedre og sundere: At man ikke med fare for den andens liv søger en kort fornøjelse, som man kommer til at fortryde.

(5) For nu at vende tilbage fra myte til virkelighed så var jeg ikke så lidt nervøs for, at jeg kom til at stable nogen besvær og møje oven i dine nødvendige arbejder, hvis jeg ud over de svarbreve, som du skriver til utallige dagligt som en nødvendig forpligtelse, så også tvang dig til at skrive svarbreve. For jeg ville hellere undvære enhver nydelse af din kærlighed end at påføre dig blot det mindste ubehag for min egen fornøjelses skyld.

ad M. Caesarem 3.15

Latinsk tekst

Til min lærer.

Ciceros brev påvirkede mit sind forbløffende. Brutus havde sendt sin bog til Cicero, for at han skulle rette den <...>

(der er gået to sider tabt)

ad M. Caesarem 3.16

Latinsk tekst

<Til min herre.>

(1) <...> skal blive mildnet og således trænge mere virksomt gennem til tilhørernes sind uden at støde dem. Det er netop det, som du mener er fordækt, uægte, tvivlsomt og uforeneligt det sande venskab. Jeg mener derimod, at enhver retorik uden disse finesser er plump, bondsk og ubegavet, ja frugtesløs og nytteløs. Jeg tror ikke, sådanne finesser er mere nødvendige for talere end filosoffer. Jeg vil i den sag ikke støtte mig til, som man siger, hjemlige beviser hos retorikerne, men til de mest fremragende af filosofferne, de mest klassiske og enestående af digterne, ja dagliglivets skik og brug og alle fags erfaringer. (2) Så hvad mener du om Sokrates, der på én gang var førende i filosofi og retorik? Han er det første og vigtigste vidne, jeg har kaldt frem for dig: Brugte han da den stil, hvori der ikke er noget fordækt og ikke noget, der fra tid til anden bliver forstillet? Hvordan var det han plejede at genere og fange Protagoras, Polos, Thrasymachos og de andre sofister? Hvornår gik han til dem med åbent kneb? Hvornår angreb han ikke fra baghold? Hvilken person stammer den omvendte måde at tale på da fra, som på græsk hedder ironi? Hvordan plejede han henvende sig og tale til Alkibiades og de andre unge mænd, der førte sig frem på grund af deres slægt, omdømme eller formue? Var det med kritik eller med urbanitet, var det ved at bebrejde dem skarpt, hvad de begik, eller ved at vise dem mildt til rette? Sokrates manglede sandelig ikke den hårdhed og kraft, som Diogenes normalt rasede med; men han så sandelig, at menneskenes og i særdeleshed de unge mænds begavelser lettere lod sig mildne med glad og venlig tale end overvinde med voldsom tale. Det var derfor, han ikke besejrede de unge mænds fejl med stormhytter og rambukke, men underminerede den med tunneler, og når tilhørerne forlod ham, var de aldrig sårede, men ikke sjældent rystede. Menneskearten er nemlig af natur ukuelig, når man angriber den, men medgørlig, når man smiger den. Det er derfor, vi lettere giver efter for bønner, end vi lader os afskrække af terror, og råd bidrager mere til forbedring end trusler. Vi følger således dem, der venligt formaner, men trodser dem, der skånselsløst kritiserer.

ad M. Caesarem 3.17

Latinsk tekst

Til min herre.

(1) Hvis du tror, jeg fik sovet, så skal du vide, at jeg lå vågen næsten hele natten og overvejede mig med selv, om jeg monstro i overdreven kærlighed til dig hsr bedømt en eller anden fejl, du har begået, for eftergivende eller skånsomt; om du nu burde have været mere afrettet, mere fuldkommen i retorikken, men din begavelse halter på grund af dovenskab eller lemfældighed. Da jeg lå og vendte og drejede det med mig selv, fandt jeg, at, du havde gjort fremskridt i retorikken langt ud over den alder, du har, langt ud over den tid, du har brugt på disse studier, endog langt ud over min forventning, selv om det ellers var overdrevne håb, jeg gjorde om dig. (2) Men hvor fører det hen? Så var det, jeg midt om natten kom i tanke om, hvilken du skriver, nemlig den epideiktiske, som der ikke er noget vanskeligere end. Hvorfor? Fordi, eftersom der er cirka tre slags genrer: den epideiktiske, den deliberative og den juridiske, men de andre er meget mere ligefrem end denne. De er i mange henseender lette og plane, mens den epideiktiske er svært tilgængelig. Selv om der på samme måde er tre så at sige forordninger for talen, den tynde, den mellemste og den store stil, så er der i de epideiktiske taler næsten ingen plads for den tynde stil, der er yderst nødvendig i de juridiske taler. I de epideiktiske taler skal alt siges i den store stil, overalt skal der pyntes, overalt skal der bruges forsiringer, lidt skal være i den mellemste stil. (3) Husker du alt det, du hidtil har fået for at læse, komedier, farcer, klassiske talere, hvoraf enten få eller, bortset fra Cato og Gracchus, ingen trutter i trompeten; alle andre brummer eller piber snarere. Hvad fik du ud af at læse Ennius? Hvordan hjalp tragedierne dig med at digte i høj stil? Det er jo ofte sådan, at vers giver én bedre øvelse i at skrive taler, og taler giver én bedre øvelse i at skrive vers. Du er nu for nylig begyndt at læse prydede og pompøse taler. Du skal ikke gøre håb om at kunne efterligne dem med det samme. Men lad os, som jeg sagde, lægge os i selerne, lad os anstrenge os. Jeg er kautionist, garant, pantsætter for, at jeg hurtigt vil sætte dig på retorikkens tinde; guderne vil gøre det, guderne vil støtte det.

(4) Hav det godt, herre, og håb, stræb og stol på tiden og erfaringen. (5) Hils fruen, din moder. Da du omtalte persernes træning, gjorde du ret i bruge ordet ’banker’.

ad M. Caesarem 3.18

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 3.19

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 3.20

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 3.21

Latinsk tekst

Til min herre.

(1) Jeg holder sengen. Hvis jeg kan være i form til at rejse, når I tager til Centum Cellæ, vil jeg, om guderne vil, se jer den syvende. Undskyld mig over for vor herre, din fader, som (må jeg ser jer begge sunde og raske) jeg elsker og dyrker så meget desto højere, fordi der blev truffet en så god afgørelse i senatet, der både reddede provinserne og hængte de skyldige ud.

(2) Når I indvier dyrehaven, så vær omhyggelig med at huske også at sætte hesten i galop, når I støder spydet i dyrene. (3) Du tager selvfølgelig Galba med til Centum Cellæ. Eller kan du være i Lorium den sjette? Hav det godt, behag din fader, hils din moder, savn mig.

(4) Hvad Cato siger om frifindelsen af Galba, ved du bedre; jeg husker, at han blev frifundet på grund af sine nevøer. Men det kan du selv slå efter nøjagtigt. Så Cato fraråder altså ikke, at man for at opnå medlidenhed fremfører egne eller andres børn eller hustruer, slægtninge eller kvinder i det hele taget.

Herre, hils din moder.

ad M. Caesarem 3.22

Latinsk tekst

Breve til og fra Marcus Cæsar: 4. bog

ad M. Caesarem 4.1

Latinsk tekst

<Fronto til sin herre.>

(1) Eftersom jeg, hvor ivrig du er <...>

<...> og sangeren blev fulgt af duer, der var sammen med ulve og ørne uden at tænke på baghold, kløer eller tænder. Den korrekte fortolkning af denne historie er uden tvivl, at manden [Orpheus] var usædvanlig begavet og usandsynlig veltalende, og at han knyttede en mængde mennesker til sig i beundring over hans gode egenskaber og velskårne tungebånd. Han lærte sine tilhængere og venner at enes og omgås, selv om de havde vidt forskellige nationaliteter og alle mulige skikke, de milde samme med de vilde, de rolige sammen med de voldsomme, de beskedne sammen med de hovmodige, de frygtsomme sammen med de grusomme. Alle aflagde sig kort sagt deres iboende laster og fulgte det gode, lærte det rette, byttede skamløshed ud med anstændighed, opsætsighed med lydighed og ondskab med godhed. (2) Men hvis der nogensinde er nogen, der i kraft af sin begavelse har været i stand til at knytte sine venner og tilhængere sammen i indbyrdes kærlighed, så vil du, der er født med alle gode egenskaber, før du lærte dem, opnå det så meget desto lettere. For endnu før du var gammel nok til at modtage undervisning, var du allerede fuldkommen og fuldendt i alle goder færdigheder. Før du kom i puberteten, var du en god mand, og før du anlagde mandstogaen, var du en erfaren taler. Men af alle dine gode egenskaber skal man dog først og fremmest beundre, at du knytter alle dine venner sammen i enighed. Jeg skal ikke lægge skjul på, at der er langt sværere end at tæmme vilddyr og løver med citaren, og det er noget, du vil have lettere ved at opnå, hvis du sørger for at udrydde og ødelægge den last, at dine venner misunder og hader hinanden, og de hver især tror, at hvad du giver til en anden, og hvad godt du gør for en anden, mister og berøves han selv. (3) Misundelse er et skadeligt onde mellem mennesker, højst tilintetgørende og lige skadelig for alle parter. Men hvis du kan holde den borte fra din gruppe, vil du have venner, der er enige og venlige, sådan som du har nu. Men hvis der slipper noget ind, bliver det et stort bøvl og noget, der kun med stort besvær vil kunne dæmpes.

(4) Men skal vi ikke tale om noget bedre: Jeg elsker Julianus (for det er der, denne diskussion begyndte), jeg elsker alle, der holder af dig, jeg elsker guderne, der beskytter dig, jeg elsker livet på grund af dig, jeg elsker at skrive med dig. Det er først og fremmest brevenes skyld, at jeg svælger i kærlighed til dig.

ad M. Caesarem 4.2

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 4.3

Latinsk tekst

Fronto til sin herre.

(1) I alle fag tror jeg det i det hele taget er bedre at være ukyndig og uuddannet end halvkyndig og halvuddannet. For den, der er bevidst om, at han ikke behersker et fag, prøver mindre og falder så meget desto mindre igennem: Manglende tro på sig selv forhindrer ganske enkelt vovemod. Men når man fører sig frem med en overfladisk viden, som var det en ekspertise, fejler man i falsk selvbevidsthed på alle mulige måder. Det er efter sigende også nok aldrig at have rørt de filosofiske discipliner andet end overfladisk og, som man siger, at have smagt på dem med spidsen af læberne. De elendigste er dem, der har betrådt et fags entré, men har forladt det igen, før de kom helt ind i det. Det er måske muligt i andre fag at putte sig og undertiden at blive anset for kyndig i det, man ikke ved. Men når det kommer til udvælgelsen og anbringelsen af ord, skinner det straks igennem. Man kan ikke sætte ord sammen over længere tid uden at vise, at man ikke kender ordene, bedømmer dem dårligt, bestemmer dem tilfældigt, håndterer dem uvidende og ikke kan skelne ordets mål og vægt. (2) Det er de færreste af de ældre forfattere, der har kastet sig ud i den møje, øvelse og fare, det er at udsøge sig ord med særlig omhu, men man kan da af de talere, der har levet indtil nu, nævne én, Marcus Porcius, og hans flittige elev, Gajus Sallustius, og af digterne især Plautus og ikke mindst Quintus Ennius og hans ivrige efterligner, Lucius Cølius, desuden Nævius og Lucretius foruden Accius og Cæcilius samt Laberius. Herudover skal man til dels lægge mærke til forfattere, der er elegante i enkelte henseender, således Novius og Pomponius og deres slags, hvad angår bondske, morsomme og latterlige ord, Atta, hvad angår kvindagtige ord, Sisenna, hvad angår frivole ord, og Lucilius, hvad angår de ord, der hører til hvert enkelt fag og arbejde.

(3) Her kan det så være, du længe har siddet og undret dig over, i hvilken kategori jeg vil anbringe Marcus Tullius, der kaldes den romerske veltalenheds hoved og kilde. Jeg er af den opfattelse, at han overalt udtrykker sig i smukke ord og mere end alle andre talere er en mester i at smykke det, han ønsker at vise. Men jeg synes ikke rigtig, han formår at udsøge sig ord omhyggeligt nok, hvad enten det skyldes storsind, arbejdsskyhed eller en tiltro til, at han ikke behøver at udsøge sig ord, men uden videre råder over det, som andre kun kan udsøge sig med nød og næppe. Jeg tror derfor, jeg har erfaret – al den stund jeg har læst alle hans skrifter med den største interesse – at han har behandlet alle andre slags ord righoldigt og gavmildt: ord i egentlig og overført betydning, usammensatte og sammensatte ord og, hvad man ser overalt i hans skrifter, ædle, undertiden endda nydelige ord. Derimod finder man i alle hans taler kun yderst få uventede og uforudsete ord, der udelukkende lader sig opspore med iver, omhu, vågenhed og en stor hukommelse af gammel digtning. Med et uventet og uforudset ord mener jeg et ord, der optræder trods tilhørernes eller læsernes forventning og formodning, således at hvis du fjerner det og beder læseren om at udsøge sig det samme ord, så vil han ikke finde noget andet ord eller et ord, der passer til den pågældende betydning. Det er derfor, jeg roser dig i høje toner for, at du er påpasselig og omhyggelig med at grave et ord frem fra dybet og tilpasse det til betydningen. Men, som jeg sagde i begyndelsen, rummer det en stor fare, nemlig at man anbringer det unøjagtigt, uigennemskueligt eller upassende, som var det en halvuddannet, der havde anbragt det. For man skal hellere anvende almindelige og sædvanlige ord end fjerne og søgte, hvis det ikke har nogen særlig betydning.

(4) Jeg ved ikke, om det betaler sig at vise, hvilket besvær og hvilken punktlig og samvittighedsfuld omhu man skal lægge for dagen, når man skal bedømme ord. Jeg vil nødig tage modet fra de unge eller svække deres håb om, at det vil lykkes. Flytter, fjerner eller forandrer man blot ét bogstav, ændrer man ordets kraft og ynde og belyser den talendes stilsikkerhed eller indsigt. Jeg har lagt mærke til, at når du læser, hvad du har skrevet, op for mig, og jeg så ændrer en stavelse i et ord, så tager du dig ikke af det, eller du tror ikke, det betyder det store. Jeg ønsker altså ikke, at du er uvidende om, hvilken forskel én enkelt stavelse kan have. Jeg vil sige skylle (colluere) munden, men svabre (pelluere), ikke skylle (colluere) gulv i et bad. Jeg vil sige om tårerne, at de væder (lavere) kinderne, ikke svabrer (pelluere) eller skyller (colluere). Det hedder at vaske (lavare), ikke at væde (lavere) tøj. Det hedder at vaske sved eller støv bort (abluere), ikke at vaske (lavare) det, men det er bedre stil at fjerne en plet (eluere) end at vaske den bort (abluere). Men hvis der er noget, der sidder godt fast og ikke komme af uden at ødelægge klædet, vil jeg med et ord fra Plautus sige vaske ud (elavere). Desuden hedder det at rense (diluere) vin, at skylle (proluere) ganen, at vaske (subluere) kloven på en okse. (5) I alle disse eksempler er der tale om, at ét og samme verbum får forskellig vægt og betydning ved, at der bliver ændret en stavelse eller et bogstav. Det er ved Hercules præcis, som det er mere korrekt at sige, at et ansigt bliver smurt (litam) med sminke, en krop bliver smurt ind (oblitum) i mudder, at et krus bliver smurt helt ind (delitam) i honning, at dolk bliver smurt (praelitum) med gift, og at en pind bliver smurt (inlitum) med lim.

(6) Det kan være, der kommer en og spørger: Hvad hindrer mig i at væde (lavere) tøj i stedet for at vaske det (lavare), at vaske (lavare) sved i stedet for at vaske det bort (abluere)? Der er skam ingen, der har ret til at hindre eller begrænse dig i dette, eftersom du er født af frie forældre, er langt over indkomstgrænsen for en ridder og bliver spurgt til råds i senatet. Men vi, der har viet vore liv til at tjene lærde mænds øren, er nødt til at iagttage disse detaljer og petitesser med den største omhu. Der er nogle, der ganske enkelt hugger ordene til med et brækjern og en mukkert, som var det flintblokke, mens der er andre, der skærer dem ud med en mejsel og en lille hammer, som var det ædelstene. For at blive mere omhyggelig til at udsøge sig ord skal du hellere huske, hvad du bliver rettet i, end vægre dig og miste modet, fordi du er blevet kritiseret. For hvis du afholder dig fra at søge, vil du aldrig finde; hvis du bliver ved med at søge, vil du finde.

(7) Endelig mente du tilsyneladende også, det var overdrevent, da jeg ændrede rækkefølgen på dit ord, som da du sagde ”trehovedet”, før du nævnte ”Geryones”. Du må heller ikke glemme, at når man ændrer rækkefølgen i en sætning, bliver ordene ofte enten velovervejede eller overflødige. Det er korrekt at sige navis triremis, men overflødigt at sige triremis navis, ”et treradåret skib”. Der er jo ingen fare for, at man troede, at det var en seng, vogn eller citar, der blev kaldt treradåret. Da du i øvrigt nævnte, hvordan partherne bar vide ærmer, så skrev du vist, at ”klædningens bredde ophævede heden”. Men kan du fortælle, hvordan heden bliver ophævet? Jeg bebrejder dig ikke, at du har være ualmindelig dristig i den overførte brug af ordet, eftersom jeg er enig med Ennius i, at en taler skal være dristig. Lad blot taleren være dristig, som Ennius kræver; men han skal aldrig afvige fra den mening, som han vil udtrykke. Så jeg billigede og priste i høje toner din hensigt, da du gav dig i kast med at udsøge dig et ord; men jeg kritiserede den manglende omhu i valget af ord, fordi den var meningsløs. For ærmernes afstand, som vi undertiden ser vide og flagrende, kan ikke ”ophæve” heden. Heden kan ”fordrives” af klædningens afstand, den kan ”ledes bort”, den kan ”flyde ud”, den kan ”ledes udenom”, den kan ”skydes til siden”, den kan ”luftes bort”, alt det kan den kort sagt snarere end at ”ophæves”, et ord, der betyder ”at noget holdes oppe” og ikke ”at noget føres bort ved afslapning”.

(8) Herefter indskærpede jeg dig, med hvilke studier du kunne forberede dig på historieskrivning, eftersom det var det, du ville. Eftersom det er en længere udredning, og jeg ikke vil overskride grænserne for et brev, vil jeg slutte her. Hvis du ønsker, at jeg også skriver til dig om det, må du anmode om det igen og igen.

ad M. Caesarem 4.4

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 4.5

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 4.6

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 4.7

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 4.8

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 4.9

Latinsk tekst

Til min herre.

(1) Jeg har modtaget dit elegante brev, hvori du skriver, at det lange afbræk har vakt et savn efter mine breve hos dig. Sokrates har således ret i, at glæderne er forbundet med smerter, som når han i fængslet opvejede smerten ved den snærende lænke med glæden ved den løste. Sådan er det også i vores tilfælde: lige så meget ubehag som fraværet medfører, lige så meget behag medfører også savnet, når det bliver stimuleret. For savnet opstår af kærlighed. Således øges kærligheden sammen med savnet, der er langt det bedste i venskabet. (2) Nuvel, du spørger til mit helbred. Jeg har allerede skrevet til dig tidligere, at jeg er plaget så voldsomt af smerte i skulderen, ar jeg ikke har kunnet ikke var i stand til selv at skrive det selv samme brev, hvori jeg fortalte det, men mod min sædvane benyttede <...>

(der mangler fire sider i håndskriftet)

ad M. Caesarem 4.10

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 4.11

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 4.12

Latinsk tekst

Fronto til Cæsar.

(1) I guder, hvor blev jeg chokeret, da jeg læste begyndelsen af dit brev! Det var skrevet på en sådan måde, at jeg troede, der var tale om en fare for dit helbred. Da du så afslørede, at den fare, som jeg i begyndelsen af dit brev havde troet, du svævede i, i virkeligheden vedrørte din datter Faustina, hvor anderledes blev min frygt da ikke! Ja, den blev ikke blot anderledes, men den blev på en eller anden måde ikke så lidt lettet. Du siger sikkert: ”Synes du, min datters fare er lettere end min? Synes du det, du, der hævder, du betragter Faustina som dagens lys, som en helligdag, som et håb, der er inde for rækkevidde, som en ønske, der er gået i opfyldelse, som en glæde, der er fuld og hel, som en ædel og ren lovtale?” Jeg ved kun, hvad der gik gennem mig, da jeg læste dit brev. Jeg ved ikke, hvorfor det skete, jeg mener, hvorfor jeg blev mere chokeret over en fare, der vedrørte dig end din datter. Det skulle da lige være, fordi noget, der egentlig er lige slemt, synes alvorligere, når det kommer først for øre. (2) Hvad der er grunden hertil, forstår du da også lettere, eftersom du ved mere om menneskenes natur og sanser og er blevet undervist bedre heri. Jeg, der af min lærer og fader Athenodotos er blevet trænet nogenlunde til at forstå og tilpasse eksempler og billeder af ting, noget, han kaldte eikōnes, mener at have fundet dette billede, der kan vise, hvorfor jeg syntes, min frygt blev gjort mindre: Noget lignende plejer at ske, når man bærer en tung byrde og flytter den fra højre til venstre skulder. Selv om der ikke bliver taget noget af vægten, synes man, flytningen af byrden også er en lettelse.

(3) Efter at jeg nu har læst den sidste del af dit brev, hvor du oplyser, at Faustina har det en smule bedre, og du har fordrevet enhver frygt og ængstelse fra mit sind, vil det sikkert ikke være et forkert tidspunkt at snakke mere afslappet og frit om min kærlighed til dig. For når en stor frygt og forskrækkelse lige akkurat er lettet, så har man lov til at lege og fjolle lidt. Hvor højt jeg elsker dig, kan jeg se ligeså meget af alvorlige og seriøse som af pjattede erfaringer. Jeg skal gøre rede for, hvilke og hvordan de pjattede er: (4) Hvis jeg på et tidspunkt ”lænket i let og behagelig søvn”, som digteren siger, ser dig i drømme, sker det aldrig uden, at jeg omfavner og kysser dig. Alt efter drømmens indhold bryder jeg så enten ud i dyb gråd eller danser i en eller anden glæde og begejstring. Det er det eneste digteriske argument for min kærlighed, jeg har taget fra Annalerne, og det er i sandhed forsovet. (5) Så hør et andet og denne gang et udskældende og trættekært bevis: Jeg har ofte over for en lille skare af mine nærmeste venner skændet på dig med de alvorligste ord, når du ikke var til stede: Det var engang, hvor du gik omkring mere trist, end det var rimeligt i selskab med andre, eller hvor du sad og læste bøger i teatret eller ved et selskab (dengang holdt jeg mig ikke borte fra teatre og selskaber). Jeg kaldte dig så et hårdt og urimeligt menneske, kedelig og ofte vred. Men hvis der var en anden, der ved det samme selskab kritiserede dig, når jeg hørte det, kunne jeg ikke bare sidde det overhørigt. Således kunne jeg lettere holde ud, at jeg selv talte end at andre talte dårligt om dig, ligesom jeg ville have lettere ved selv at slå min datter Cratia end ved at se en anden slå hende. (6) Lad mig tilføje et tredje pjattet bevis: Du ved, at der overalt i alle vekselerbutikker, buegange, taverner, halvtage, foyerer, vinduer, på alle steder er anbragt billeder af dig offentligt. De er for de flestes vedkommende dårligt malede og grove, og de er formet og hugget i et elendigt håndværk; men aldrig træder et så uligt billede af dig mig i møde, uden at det fravrister min mund et luftkys.

(7) For nu at gøre en ende på de pjattede beviser og vende til det seriøse, så var dit brev først og fremmest et tegn for mig på, hvor meget jeg elsker dig, når jeg blev bragt mere ud af fatning af din end af din datters fare: Ellers ønsker jeg skam, at du overlever mig og din datter dig, som det er rimeligt. Men tag dig nu i vare for at optræde som stikker og angive mig over din datter, som om jeg elskede dig mere end hende. For der er en fare for, at din datter bevæges, så alvorlig og gammeldags en kvinde hun er, og derfor trækker sine hænder og fødder tilbage eller nødigt rækker dem frem, når jeg beder om et kys. Jeg vil, ved guderne, lige så gerne kysse hendes små hænder og buttede fødder som din kejserlige hals og din gode og elegante mund.

ad M. Caesarem 4.13

Latinsk tekst

Breve til og fra Marcus Cæsar: 5. bog

ad M. Caesarem 5.1

Latinsk tekst

Til min herre.

Hvis du overhovedet elsker mig, vil du sove i de nætter, så at du kan kommer i senatet med en stærk kulør og læse med et kraftfuldt bryst.

ad M. Caesarem 5.2

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.3

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg beklager, men slet ét ord fra din tale og vær sød aldrig at bruge det: nemlig ”dictio” (udtryk) i stedet for ”oratio” (tale).

Hav det godt, herre, min udødelige ære. Hils din moder.

ad M. Caesarem 5.4

Latinsk tekst

(Der mangler fire sider i håndskriftet. Begyndelsesordene i de følgende seksten breve er taget fra håndskriftets indholdsfortegnelse.)

ad M. Caesarem 5.5

Latinsk tekst

<Til min herre.>

<Hvor stærk du vil ankomme ...>

ad M. Caesarem 5.6

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.7

Latinsk tekst

<Til min herre.>

<Sørg for at spise, herre ...>

ad M. Caesarem 5.8

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.9

Latinsk tekst

<Til min herre.>

<Hvis Faustinas mod ...>

ad M. Caesarem 5.10

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.11

Latinsk tekst

<Til min herre.>

<Men, ved Hercules, tiden kommer ...>

ad M. Caesarem 5.12

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.13

Latinsk tekst

<Til min herre.>

<Jeg var forunderligt ...>

ad M. Caesarem 5.14

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.15

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.16

Latinsk tekst

<Til min herre.>

<Din plage ...>

ad M. Caesarem 5.17

Latinsk tekst

<Til min herre.>

<Cratia har for nyligt...>

ad M. Caesarem 5.18

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.19

Latinsk tekst

<Til min herre.>

<Jeg standsede i Cajeta ...>

ad M. Caesarem 5.20

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.21

Latinsk tekst

Til min herre.

Efter at I var taget af sted, blev jeg ramt af en smerte i knæet, men så mild, at jeg med små skridt og kan bruge en bærestol. I nat har smerten taget kraftigere til, dog sådan, at jeg let kan holde ud at ligge, medmindre det bliver værre. Jeg hører, at din Augusta er plaget. Jeg vil bede til guderne for hendes helbred.

Hav det godt, søde herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.22

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.23

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.24

Latinsk tekst

Til min herre.

Eftersom guderne har bevaret dig sund og uskadt, takker jeg guderne højt. Jeg er sikker på, eftersom jeg kender dine ideer, at du ikke blev rystet; jeg blev derimod chokeret - selv om I filosoffer ville le ad mig.

Hav det godt, søde herre, og må guderne tage sig af dig. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.25

Latinsk tekst

Til min herre.

Victorinus gør mig netop opmærksom på, at din frue har mere feber end i går. Cratia meddelte, at alt er blevet bedre. Når jeg ikke har set dig, er det, fordi jeg er sløj på grund af en snue. I morgen kommer jeg imidlertid hjem til dig; ved samme lejlighed vil jeg også besøge fruen, hvis det er belejligt.

ad M. Caesarem 5.26

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.27

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg vil gerne vide, hvordan du har tilbragt natten, herre. Jeg er ramt af en smerte i nakken. Hav det godt, herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.28

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.29

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg er blevet ramt af en slem smerte i nakken, herre, men smerten er forsvundet fra foden. Hav det godt, gode herre. Hils din frue.

ad M. Caesarem 5.30

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.31

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.32

Latinsk tekst

Til min herre.

Smerterne i min nakke er ikke gået væk, men det gjorde mig godt at erfare. at du med glæde har taget bad og drukket vin. Hav det godt, herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.33

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg er blevet ramt af en alvorlig smerte i lysken, og al smerten i ryggen og lænderne har sat sig dér. Hav det godt, herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.34

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.35

Latinsk tekst

Til min herre.

Sørg for, at din fader får kendskab til min svaghed. Eller skriv og fortæl, om du mener jeg bør skrive det til ham.

ad M. Caesarem 5.36

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.37

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg er gået tidligt i seng. Jeg har sendt et emne til dig; det er en alvorlig sag: Romerfolkets konsul har lagt den purpurbræmmede toga og iklædt sig handsker, og han har mellem unge mænd slået en løve ihjel under minervafesten, mens romerfolket så på. Han er blevet meldt til censorerne. Dus skal disponere og elaborere den.

Hav det godt, min søde herre. Hils din frue.

ad M. Caesarem 5.38

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.39

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.40

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg høster vin i mine haver. Jeg har det udmærket. Jeg kan dog næsten ikke stå på grund af en smerte i tæerne på venstre fod. Jeg påkalder hver dag guderne for Faustinas skyld. For jeg ved, at jeg hermed håber og beder for dit helbred. Hav det godt, min søde herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.41

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.42

Latinsk tekst

Til min herre.

(1) Jeg er noget sen til at svare, herre; for jeg var noget sen til at åbne dit brev, eftersom jeg gik ned på Forum for at procedere. Jeg har det mere lovende, dog er den lille byld stadig ret dyb. Hav det godt, søde herre. Hils fruen.

(2) Folketribunen M. Lucilius spærrede en fri mand, en romersk borger, inde i fængslet ved egen magt og imod sine kollegers vilje, eftersom de havde befalet, at han skulle sættes fri. Derfor gav censorerne ham en påtale. Del den første sag og før bevis for begge sider, både anklagen og forsvaret. Hav det godt, herre, du, der er et lys for alle dine kære. Hils fruen, din moder.

ad M. Caesarem 5.43

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.44

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg ser dig i overmorgen, herre; for jeg er stadig svag i albuen og nakken. Jeg beder dog, bær over mig, når jeg stiller store og svære krav til dig. Jeg er kommet til den overbevisning, at du kan udvirke alt, hvad du sætter hovedet op efter. Og jeg skal ikke sige noget til, at du hader mig, hvis blot du gør alt, hvad jeg beder dig om, og du, som du gør, lægger liv og sjæl i det.

Hav det godt, herre, der er vigtigere for mig end mit eget liv. Hils fruen din moder.

ad M. Caesarem 5.45

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg ønsker dig et godt nyt år, der bringer medgang i alt, hvad du med rette ønsker, både for dig selv og vor herre, din fader, og din moder, din hustru, din datter og alle andre, som du elsker efter fortjeneste. Jeg var bange for at slutte mig til sværmen og trængslen i mit endnu svage legeme. Hvis guderne hjælper, vil jeg se jer i overmorgen, når I udsiger bønnerne.

Hav det godt, min søde herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.46

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.47

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.48

Latinsk tekst

Svar.

(1) Hvad du end har bedt om for mig, hviler i dit velbefindende. Sundhed, godt helbred og fremgang får jeg først, når du er hel og sund på dit legeme, sind og omdømme, og du er skattet af din fader, elsket af din moder, ordentlig over for din hustru og god og kærlig over for din broder. Det er derfor, jeg trods dette helbred alligevel har lyst til livet. Uden dig har jeg rigeligt med leveår, arbejde, videnskab og ære, men også noget mere end rigeligt med smerte og sygdom.

(2) Jeg har på dit bud bragt et kys til min datter. Hun har aldrig syntes mig så kær og kysset. Hils fruen, søde herre. Hav det godt og bring et kys til din dame.

ad M. Caesarem 5.49

Latinsk tekst

Til min herre.

Sænius Pompejanus, som jeg har forsvaret i mange sager, har hjulpe t vores privatøkonomi i mange sager, efter at han er blevet skatteopkræver i Africa. Jeg anbefaler ham til dig og beder dig, når hans regnskab bliver behandlet af vor herre din fader, at du så både på min anbefaling og af egen vane tilstår ham din medfødte venlighed, som det er din praksis at skænke alle. Hav det godt, min søde herre.

ad M. Caesarem 5.50

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.51

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.52

Latinsk tekst

Til min herre.

Denne Aridelus, der bringer mit brev tilbage til dig, har taget sig af mig, siden han var en dreng, fra interessen for agerhøns til alvorlige arbejder. Han er jeres frigivne, og han har forvaltet jeres interesser flittigt. Han er nemlig en ærlig, nøgtern, skarpsindig og flittig person. Han beder nu om at blive forvalter efter reglerne i henhold til sin rang og anciennitet. Støt ham, så vidt du kan, herre. Hvis du ikke kender personens rang, når du kommer til navnet Aridelus, så husk, at det er mig, der har befalet dig Aridelus.

Hav det godt, min søde herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.53

Latinsk tekst

Til min herre.

Om det er gerningens gode karakter, der har prydet talen, eller om talen var på linje med den ædle gerning, kan jeg ikke afgøre. Det var i hvert fald den samme, der var ophavsmand til ordene og til gerningerne. Men dinbroders rale glædede mig også, for den var både smykket og forstandig; og jeg er ellers sikker på, at han har haft kort tid til at arbejde på den.

ad M. Caesarem 5.54

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.55

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg blev så ramt af kolera, at jeg mistede stemmen, gispede og var stakåndet. Til sidst svigtede årerne, og på grund af den manglende puls blev jeg også afmægtig, og min kære sørgede over min død. Jeg kunne ikke længere mærke noget, og lægerne fik end ikke tid eller lejlighed til at give mig et bad, koldt vand eller mad til at forfriske og varme mig. Det var først sent på aftenen, at jeg slugte et par krummer dryppet med vin. Jeg blev således varmet helt op. Herefter genvandt jeg ikke stemmen i tre dage i træk. Men nu har jeg det med gudernes hjælp tilstrækkelig godt, jeg går lettere omkring og min stemme er tydeligere. Så det er min plan, om gudernes hjælper mig, at lade mig køre i en vogn. Hvis jeg uden videre kan tåle brostenen, vil jeg så hurtigt som muligt køre op til dig. Jeg vil først være i live, når jeg ser dig. Jeg kommer til Rom den 26., om guderne hjælper mig.

Hav det godt, min søde og savnede herre, den bedste årsag til mit liv. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.56

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.57

Latinsk tekst

Til min herre

(1). Må du komme til at fejre mange fødselsdage for dine børn i velgang, til glæde for dine forældre, værdsat af folket, afholdt af dine venner og værdig til din lykke, slægt og position - det vil jeg give mit liv for, og det er ikke kun den smule, jeg har tilbage, men også det, jeg har levet, hvis det på nogen måde kan bringes tilbage til sin gamle tilstand og betales som afdrag for dig og dit og dine børns vel. Hvis jeg kunne gå udne problemer, så var det dagen, hvor jeg først og fremmest ønsker at omfavne dig, men jeg må desværre lade fødderne bestemme, når de knap nok kan gå. Jeg overvejer at prøve vandet. Jeg skal nok give dig besked, når jeg har besluttet mig.

(2) Hav det godt, min søde herre. Overbring Faustina min hilsen og ønsk hende tillykke og kys vore damer i mit navn, inklusiv, som jeg plejer, på fødderne og hænderne. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.58

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.59

Latinsk tekst

Til min herre.

Da slaverne bragte mig fra badene i bærestolen, som du plejer, var de så uheldige, at de stødte imod badets gloende låge. Jeg fik således på én gang skrabet og brændt min knæ. Bagefter kom der en byld på såret. Lægerne mente, at jeg skulle holde sengen. Hvis du synes, kan du osgå meddele denne grund til din herre. I morgen skal jeg også være bisiider for en ven. Så jeg bruger dagens fritid og ro på at forbered emig på morgendagens arbejde. Det er vores Victorinus, der skal for retten, blot for at du ikke skal tro, at det er mig, der skal det.

Hav det godt, min søde herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.60

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.61

Latinsk tekst

Til min herre.

Den samme dag, hvor jeg besluttede mig for at rejse, følte jeg en smerte i knæet. Jeg håber, at jeg har det ordentlig om et par dage. Hav det godt, gode herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.62

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.63

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg forhindres af en smerte i fodsålen, herre, og derfor kunne jeg ikke hilse jer de sidste dage. Hav det godt, gode herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.64

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.65

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg er igen ramt voldsomt i den ene side af lysken.

ad M. Caesarem 5.66

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.67

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg elsker dig ti gange så meget. Jeg så din datter. Jeg føler, at jeg samtidig så dig og Faustina som spæde. Så meget godt er blandet sammen af begges ansigter. Jeg elsker dig ti gange så meget.

Hav det godt, søde herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.68

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.69

Latinsk tekst

Til min herre.

Det er tredje døgn, hvor jeg om natten lider under et ubehag i maven ledsaget af udflod. I nat var jeg så plaget, at jeg ikke kunne gå ud, men måtte holde sengen. Lærerne råde rmig til at tage et bad. Jeg beder guderne om, at du kommer til at fejre mange fødselsdage.

Hav det godt, herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.70

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.71

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg har det elendigt i halsen, hvorfor jeg også havde feber om natten. Smerten i knæet er mådelig. Hav det godt, min herre. Hils fruen.

ad M. Caesarem 5.72

Latinsk tekst

ad M. Caesarem 5.73

Latinsk tekst

Til min herre.

Jeg blev om natten plaget, herre, af en spredt smerte i skulderen, albuen, knæet og anklen. Så jeg kunne ikke skrive det til dig med min egen hånd.

ad M. Caesarem 5.74

Latinsk tekst

Diverse breve uden titel

additamentum 8

Græsk tekst

(1) Elskede dreng, det er nu det tredje brev, jeg sender dig om det samme emne, det første var af Lysias, Kephalos’ søn, det andet af Platon, filosoffen, og det tredje er af denne fremmede, i sit sprog næsten barbarisk, men i sit indhold, synes jeg, ikke så uforstandigt igen. Jeg skriver nu uden at gribe til noget af det, der tidligere er skrevet, og du skal derfor ikke være ligeglad med talen, fordi den er gentagelse. Hvis du synes, det følgende er længere end de af Lysias og Platon, som jeg tidligere har sendt dig, skal du tage det som et bevis på, at jeg kræver gode argumenter, eftersom jeg ikke mangler ord. Du kunne her også tilføje forstand, hvis jeg taler både nyt og ret.

(2) Du vil måske, min dreng, gerne vide ved begyndelsen af talen, hvordan det kan være, at jeg, der ikke elsker, længes med den samme iver som de, der elsker. Jeg skal som det første sige dig, hvordan det forholder sig. Han, der er den største elsker, er ved Zeus ikke født med et skarpere syn end jeg, der ikke elsker, men jeg sanser ikke din skønhed værre end andre. Jeg kunne sige, at jeg endda gør det meget tydeligere. Ligesom vi ser det hos dem, der har feber, eller som træner i bryderingen, er det ikke det samme, der kommer af en lignende årsag. For den ene tørster på grund af sygdom, den anden på grund af træning. Jeg har også en sådan <...>

(der er gået mindst to sider tabt)

(3) Men det ikke er ikke med undergang, du nærmer dig mig, eller med nogen skade, du omgås mig, men med ethvert gode. For de smukke havnes og bevares snarere af ikke-elskerne ligesom planterne af vand. For kilderne og floderne elsker ikke planterne, men kommer hen til dem og flyder forbi dem og får dem således til at blomstre og blive grønne. De penge, jeg giver, ville du med rette kunne kalde gaver, men de, som han giver, er betaling. Spåmændenes børn siger, at guderne også bedre kan lide takkegaver end soningsofre. For førstnævnte bliver ofret af de heldige med henblik på bevarelse og erhvervelse af godt, mens sidstnævnte bliver ofret af de ildestedte med henblik på at afværge skrækkeligt. Det samme kan siges med hensyn til gavnen og det, der er nyttigt for dig og ham. (4) Hvis det er ret, at han modtager hjælp fra dig <...> du støttede dig <...> du byggede den samme kærlighed og opfandt thessaliske <...> medmindre du er blevet set i at gøre uret.

(5) Glem ikke, at du selv lider uret og det ikke er noget ubetydeligt overgreb, du er offer for, når alle ved og åbent taler om, at han er din elsker. Allerede, før du har gjort noget, kommer du til at bære gerningens navn. De fleste borgere kalder dig således hans elskede. Jeg vil derimod sørge for, at du bevarer et navn, der er rent og uden overgreb. For hvad mig angår, skal du blive kaldt smukke og ikke elskede. Hvis der er nogen, der bruger det med rette, fordi han begærer mere, skal han vide, at han ikke begærer mere, men mere overilet. Vi jager og skubber fluerne og myggene væk, fordi de angriber yderst skamløst og overilet. Det er derfor, de vilde dyr ved, de mest af alt skal undgå jægerne og fuglene fuglefængerne. Og alle dyr undgår mest dem, der mest ligger i baghold for dem og forfølger dem.

(6) Hvis man tror, at skønheden er mere ærefuld og værdifuld på grund af elskerne, tager man helt fejl. For I smukke risikerer, at jeres skønhed ikke bliver troet af dem, der hører om den på grund af elskerne, men på grund af os andre vil I erhverve et sikrere ry. Hvis én, der aldrig havde set dig, skulle finde ud af, hvordan du så ud, ville han tro mig, når jeg roste dig, fordi han vidste, at jeg ikke elskede. Han vil ikke tro den anden, fordi han ikke tale sandt, men roser i forelskelse. Alle de, der har en legemlig vanære, grimhed eller misdannelse, ville rimeligvis bede til, at de fik elskere. For de ville ikke blive tilbedt af andre end dem, der kommer til dem under forelskelses galskab og tvang. Du vil derimod ikke i den så store skønhed, du besidde, kunne opnå mere i kraft af forelskelse. For ikke-elskerne behøver dig ikke mindre.

(7) Elskerne er sandt at sige unyttige for dem, der i virkeligheden er smukke, ikke mindre end smigrerne for dem, der lovprises med rette. Dyden har allerede anseelse, ære og vinding. Pryd får havet af sømænd, kaptajner, admiraler, handelsmænd og andre, der sejler på det og ved Zeus ikke af delfinerne, som ikke er i stand til at leve uden i havet, de smukke derimod af os, der priser og omfavner dem uden overlæg, ikke af elskerne, hvis liv er udholdeligt, hvis de frarøves deres drenge. Ved nærmere betragtning vil du finde, at den meste vanære skyldes elskerne. Vanære bør alle rettænkende undgå og mest af alt de unge, som må leve længere med det onde, der ramte dem i begyndelsen af et langt liv.

(8) Ligesom når man begynder ofringer, så bør de, der begynder livet, også tage mest vare på deres ry <...> For det er ikke dem, de elskende ærer med sådanne smykke, men de praler selv og viser sig og de så at sige vanhelliger kærligheden. Din elsker skriver efter, hvad han siger, et kærlighedsskrift om dig for hermed bedt at kunne få dig på krogen, knytte dig til sig og fange dig. Det er vanærende og skændigt og et tøjlesløst skrig, der fremkaldes af et bremsestik, som de skrig, der udstødes af dyr, der brøler, vrinsker, muh’er eller hyler af kærlighed. De ligner elskernes sange. Hvis du lader din elsker omgås dig, hvor og når han vil, vil han ikke afvente en passende lejlighed, det være sig sted, fritid eller ensomhed, men han vil komme hen til dig afsindig som et vildt dyr, og han vil ikke skamme sig over at bestige dig.

(9) Inden jeg slutter min tale, vil jeg lige tilføje, at vi af alle gudernes gaver og gerninger, der er kommet til menneskenes brug, fornøjelse og nytte, naturligt lovsynger dem, der er særdeles og aldeles guddommelige, det vil sige jorden, himmelen, solen og havet, men vi elsker dem ikke. Andre smukke ting, der er dårligere og har et mindre ærefuldt lod, omfattes af misundelse, kærlighed, iver og længsel. Nogle elsker vindig, andre fine retter og andre vin. Elskerne sætter skønheden i samme gruppe og slags som vinding, fine retter og druk. Vi, der beundrer den, men ikke de, der elskerne, sætter den derimod lig med solen, himmelen, jorden og havet. For sådant er bedre og højere end enhver kærlighed.

(10) Jeg vil sige én ting mere til dig, som du kan sige til andre drenge og synes troværdig. Du har sandsynligvis af din moder eller dem, der opdrog dig, hørt, at der findes en blomst, der elsker solen og lider af det samme som elskerne. Når den står op, løfter den sig, når den går hen over himmelen, drejer den rundt, og når den går ned, vender den sig om. Men den får ikke mere nydelse, og den erfarer ikke, at solen i kraft af dens kærlighed er mere venlig. Den er altså den mest værdiløse af alle planter og blomster, og den bruges ikke til udsmykning ved fester eller til guders eller menneskers kranse.

(11) Du vil sikkert gerne se den blomst, min dreng. Men jeg skal vise dig den, hvis vi to sammen går uden for bymuren og ned til Ilissos.