Fronto – dårlig stil eller sofistikeret retorik

George Hinge

ved George Hinge

Indledning

Det andet århundredes mest betydningsfulde latinske retor var Marcus Cornelius Fronto. Han blev født omkring 95 e. Kr. i Cirta i provinsen Africa, men flyttede siden til Rom, hvor han blev privatlærer for kejserens adoptivbørn, de senere kejsere Marcus Aurelius og Lucius Verus. Efter et langt liv i centrum av Roms litterære miljø døde han engang i 160’erne.

Desværre er hans taler stort set gået tabt, men en samling av hans breve blev genopdaget i en palimpsest så sent som i 1815. Det sensationelle fund var imidlertid en skuffelse. På baggrund av de senantikke lovprisninger havde man ventet en mester i sproget, der kunne stå på siden av Cicero. Godt et århundrede efter hans død kalder Eumenius ham således Romanae eloquentiae non secundum sed alterum decus, dvs. Fronto indtog ikke en andenplads, men en delt førsteplads i den romerske veltalenhed (Pan.Lat. 8.14.2).

Men det var et ganske andet indtryk, brevene gav. Vi møder en hypokondrisk filolog, der enten taler om sproglige spidsfindigheder eller om sit altid skrantende helbred. Frontos ubetingede kærlighedserklæringer til Marcus Aurelius og dennes lige så ubetingede gengældelse gjorde det nittende århundredes læsere lige så pinligt berørt, som når man træder ind i et rum og uforvaret falder over et par i tæt sammenslynget omfavnelse. Desuden blev hans stil opfattet som manieristisk og opstyltet og helt ude av trit med de enkle krav, som brevgenren fordrer.

I Hermann Peters monografi om det romerske brev fra 1901 er dommen hård: Fronto beskrives som ”unfähig zu neuen schöpferischen Gedanken und doch in seiner Eitelkeit bemüht aufzufallen und die Augen auf sich zu ziehen”. ”Für den eigentümlichen Reiz, den die Unmittelbarkeit des Ausdruckes der Empfindung in natürlichen Briefen ausübt, namentlich in denen Ciceros an Atticus, besaß der pedantische Rhetor kein Verständnis” (s. 124-5). Den bærende tese i Peters værk er, at breve skal være naturlige, et ideal, som han mener er indfriet i Ciceros breve til Atticus. Her ser vi, ifølge Peter, den ægte Cicero. Fronto derimod optræder aldrig offentligt ”ohne die Schminke der Rhetorik” (s. 126). I den nye, monstrøse brillkommentar til Fronto fra 1999 er Michel van den Hout stadig forbeholden. Fronto får her prædikatet ”a third-class writer” (s. X). Der er langt fra den delte førsteplads til at være en forfatter i tredje division!

Men kan det virkelig passe, at det andet århundredes største latinske retoriker skulle have haft så dårlig fornemmelse for god stil? Eller lægger de moderne kritikere ganske enkelt utidssvarende og forkerte kriterier til grund for deres bedømmelse? Jeg vil med dette foredrag forsøge at nuancere århundreders desavouering.

Privatsfære og offentlighed

Det såkaldte Mæcenas’ auditorium Frontos breve er som sagt overleveret i en palimpsest. Det drejer sig om et håndskrift fra det femte århundrede, der var blevet sprættet op, og hvis sider var blevet genbrugt til to bind med akterne fra koncilet i Chalkedon i 451. Det ene bind befandt sig i Bibliotheca Ambrosiana i Milano, hvor Angelo Mai fandt det i 1815, og efter at han var blevet bibliotekar på Vatikanbiblioteket, fandt han det andet bind dér. Siderne er blandet med sider fra andre håndskrifter i en syndig uorden, der mangler adskillige sider, og de bevarede sider er for en stor dels vedkommende slemt beskadigede, ikke mindst på grund av de voldsomme kemikalier, Mai brugte til at få frontoteksten frem igen. Det er med andre ord en tekst, der er overordentlig svær at arbejde med. Men det gør den ikke mindre interessant.

Samlingen består av 24 bøger av varierende længde. Organisationsprincipperne virker umiddelbart noget rodede. De er dels samlet efter modtageren og dels efter indholdet. Brevene til og fra den vigtigste korrespondent, Marcus Aurelius, er samlet dels i fem bøger med titlen ad M. Caesarem et invicem og fire bøger ad Antoninum imperatorem et invicem og dels i otte tematiske bøger. Herudover er der to bøger til Lucius Verus, én bog til Antoninus Pius, to bøger ad amicos og én bog blandede (herunder flere græske) breve.

Michel van den Hout skriver i forordet til teubnerudgaven skråsikkert (s. LX): Fronto neque ipse epistulas edidit neque edere voluit, ”Fronto udgav ikke selv sine breve, og han ønskede ikke at udgive dem”. Det er naturligvis svært at udtale sig om skjulte intentioner hos en person, der har været død i 1.800 år. Der er ikke noget sted, hvor Fronto ligefrem forbyder en eventuel udgave. Van den Hout argumenterer, at Fronto næppe har været så tåbelig, at han ville udbrede de litterulas, ”billetter”, hvor han taler om kævl, smerter, sygdom og fødselsdage, eller de breve, hvor han kritiserer Marcus Aurelius og håner filosofien.

Han fremhæver således et sted, hvor Fronto skriver ”Jeg var ikke uden frygt for, at filosofien skulle overtale ham til noget forkert” (ad am. 1.14). Denne frygt bliver dog ikke formuleret i et brev til Marcus Aurelius, men til svigersønnen Aufidius Victorinus. Vi behøver ikke at antage, at Fronto har forestillet sig samme offentlighedsniveau i alle sine korrespondancer. Det er dog samtidig betegnende, at Fronto umiddelbart efter henviser til et brev, han har skrevet til Marcus Aurelius, og som han vedlægger brevet til Aufidius Victorinus. Der er altså breve, som Fronto føler, han kan distribuere uden at kompromittere sig selv eller modtageren. Der er adskillige andre eksempler på sådanne ”attachments” i korpuset. Der er selvfølgelig en væsentlig forskel mellem en egentlig samlet udgave og enkeltstående avskrifter sendt til venners orientering. Men selv om der eksisterede en mere industrialiseret bogproduktion, hvor uddannede slaver kopierede bøger på samlebånd og til en overkommelig pris, har en overvejende del av distributionen av litterære værker foregået ved, at forfatterens original blev udlånt til avskrift i den nærmeste kreds. Cicero rundsender også kopier av sine heldige eller vigtige breve, og det er på baggrund av denne disparate mangfoldiggørelse, at der opstår egentlige samlinger, der så siden smelter sammen til samlede udgaver.

I denne sammenhæng kan man fremhæve et andet brev, som Fronto har sendt til Lucius Verus (Ver. 1.8). Fronto havde skrevet en tale for en vis Demostratus, men havde siden erfaret fra Marcus Aurelius, at Asclepiodotus, der bliver angrebet i talen, nyder Lucius Verus’ gunst. Fronto skriver: ”Da jeg erfarede dette, ville jeg destruere talen, men den var allerede kommet i for mange personers hænder til, at den kunne destrueres”. Situationen er selvfølgelig noget prekær. Fronto sender Lucius Verus en kopi av talen og siger let, at han så vil sørge for at blive bedste venner med Asclepiodotus, ligesom han nu er det med Herodes Atticus, som han ellers engang havde en strid med. Episoden er illustrativ for vilkårene for offentliggørelse i oldtiden. Frontos ord tyder på, at der ikke har fundet en egentlig offentliggørelse av talen sted, i en boghandel, men at den blot er blevet avskrevet av så mange mennesker, at enhver tilbagekaldelse nu er umulig.

Van den Hout taler om ”en ikke uforståelig forfængelighed”, der ”har forledt Fronto til ikke kun at gemme brevene fra sine elever i kejserhuset, men også at sørge for at få sine egne breve avskrevet” (s. LXI). Hvis Fronto har haft denne ”forfængelighed”, og det tyder overleveringen av hans breve på, så har han uden tvivl selv forestillet sig sine breve som noget andet og mere end nedgriflede øjebliksytringer. Van den Hout forestiller sig ganske vist, at disse avskrifter siden er blevet opbevaret i datteren Cratias og svigersønnen Aufidius Victorinus’ arkiv, og at der først er en senere ”grammaticus”, der har fundet dem der og udgivet dem fuldstændigt og uændret (s. LXII-III). Min pointe er imidlertid, at det ikke betyder så meget for det enkelte brev. Det er min opfattelse, at Fronto skriver offentligt samtidig med, at han retorisk og stilistisk illuderer privathed.

Argumentet, at brevene er for private til, at Fronto kan have tænkt sig dem læst av en bredere kreds, er måske ikke så tvingende igen. Fronto bliver av de moderne kritikere jævnt hen beskrevet som en hypokonder. I hvert andet brev giver han depecher om sin helbredstilstand. Snart er det foden, snart albuen, så er det skulderen eller også hovedet. Han må holde sengen, kan ikke bevæge sig uden for en dør. Han skriver i et brev til Aufidius Victorinus (ad am. 1.13): ”Grækerne kalder den nederste ryghvirvel for ἱερὸν ὀστέον og Sueton kalder den spina sacra. Jeg ville nu foretrække, at jeg kendte hverken det græske eller det latinske navn på nogen legemsdel, hvis jeg kunne leve mit liv uden den smerte.” I et andet brev, til Marcus Aurelius (ad M. Aur. 5.55), læser vi: ”Jeg var så hårdt ramt av kolik, at jeg mistede stemmen, stammer, havde åndenød, mine vener til sidst svigtede mig, og mit liv uden en puls i venerne hangi en tynd tråd”.

De utallige henvisninger til sygdomme og dårligdomme virker uden tvivl intimiderende på den moderne læser. Men det ser ikke ud til, at brevenes modtagere har været hensat i samme forlegenhed. Marcus Aurelius udtrykker en sympati, der i et og alt synes genuin, og han skriver selv lige så utilhyllet om sine dårligdomme. Generelt kan man nok sige, at hypokondri var mode i det andet århundrede. Aristeides’ Ἱεροὶ λόγοι er et tydeligt eksempel på en i vore øjne unaturlig optagenhed av sygdomme. Ifølge Michel Foucault er et grundlæggende element i den antikke filosofi det, han kalder souci de soi, ”at man drager omsorg for sig selv”. Denne selvbevidsthed var ikke kun sjælelig, men også legemlig. Det er sandt, at legemet blev betragtet med nogen ambivalens f.eks. i platonismen og stoicismen. Men det har snarere befordret forestillingen om et værkbrudent legeme som et fængsel for sjælen.

Brevskrivningsgenren er i sig selv et udtryk for dette navlepillende selvrealisationsprojekt. Det er ikke så udtalt hos Cicero, selv om han i sine breve kan være yderst selvoptaget og da heller ikke holder sig tilbage fra at tale om sygdom. Men hos Fronto er selvoptagetheden og hypokondrien blevet genre. Sygdomshistorierne tjener ikke kun til orientering om skribentens sundhedstilstand, men skaber et rum av fortrolighed og intimitet, hvor ikke kun brevets skriver og modtager inddrages, men også en eventuel fremmed læser. Når Fronto og Marcus Aurelius skriver om podagra eller diarré, skaber brevet en kunstig privatsfære, der gør den fraværende nærværende og nedbryder tærsklen mellem privat og offentligt.

ad M. Caesarem 1.3

Jeg vil i dette foredrag se nærmere på fire konkrete breve, der hver på deres måde viser, hvordan retorik bidrager til opbyggelsen av epistolaritet.

Anledningen for ad M. Caesarem 1.3 er et brev fra Marcus Aurelius, hvor han beklager, at han ikke har mulighed for at løbe direkte hen til Fronto og pleje hans syge fod. Av alle Frontos lidelser er det podagra, vi oftest hører om, og denne skavank fremhæver Aulus Gellius også, da han introducerer Fronto med bemærkningen, pedes tunc graviter aegrum (14.10).

Frontos brev er et retorisk pragtstykke, en leg med epistolografiske toposer og samtidig et sofistisk forsvar for det rene venskab. Den er smukt disponeret som en tale med de fem obligatoriske dele: exordium, narratio, propositio, argumentatio og conclusio. Det er en opdeling, der normalt ikke lader sig gennemføre i brevene, heller ikke hos Fronto, eftersom det ville bryde illusionen av samtale. Dette indlæg præsenterer sig altså i sin ydre form som en højstemt monolog, men blødes op med den konstante henvisning til modtageren og brevsituationen.

Brevets første sætning tangerer en iambisk senar uden dog helt at være det, sådan som det er typisk for prosaens metriske allusioner: Tu Cáesar Frón|ton(em) ístum tuúm | sine fíne amás. Proømiet vækker med det samme læserens interesse, fordi den erklærer, ikke skribentens kærlighed til adressaten, som man måske skulle vente, men adressatens kærlighed til skribenten. Udgangspunktet er et paradoks, og det er i paradokset, hele brevet skal forstås. Den halviambiske indledning understreger det drillende aspekt. Selv om Marcus Aurelius ikke taler om kærlighed, er det kærlighed, Fronto læser ud av brevet, og kærlighed, han gør til genstand for sit brev.

Herefter, i brevets narratio, går Fronto over til at beskrive denne kærlighed, som han mener, den kommer til udtryk i Marc Aurels brev, hvordan Domitia er jaloux på ham, og hvordan den har fjernet hans fysiske lidelser, så han lader podagra være podagra og danser rundt i stuen. Fronto siger, at Marcus Aurelius’ brev hensatte ham i så stor begejstring, at han umiddelbart ikke var i stand til at få pennen til papiret eller stylusen til tavlen. Han nøjedes i første omgang med at sende et svar på et tidligere brev. Han holder imidlertid det næste bud fra Marcus Aurelius tilbage for det tilfældes skyld, at han skulle falde ned på jorden igen. Mod slutningen, i brevets conclusio fortæller Fronto så, at budet står og tripper utålmodigt bagved, så han er nødt til at slutte brevet. Beskrivelsen av det utålmodige bud danner således ramme om brevets kerne. Det er et tilbagevendende motiv i brevgenren, at der refereres til brevets ydre omstændigheder. Ikke fordi disse realia i sig selv har nogen informationsværdi, lige så lidt som produktionsforholdene er interessante for læseren av en roman. Men det er netop forholdet mellem brevets adressant og adressat, der konstituerer brevet som produkt. Et brev er ikke et brev, hvis ikke det har en ekspliciteret avsender og modtager. Brevet beskrives i de få antikke brevskrivningstraktater som en samtale mellem to parter, der befinder sig hvert sit sted, hvorfor samtalen må føres i skriftlig form. Netop adskillelsen var tema for det brev, Marcus Aurelius havde sendt. Det utålmodige bud, der holdes tilbage det halve av natten, og som Fronto til sidst må overlade sit brev til, bliver i dette brev et legemliggjort udtryk for avstanden og for kommunikationen.

Fronto ved ikke, hvad han skal svare. Også dette er en topos i epistolografien, at man skriver, selv om man ikke har noget at meddele, men fordi man finder det rimeligt at sende et brev. Det understreger det intime forhold mellem avsender og modtager, at kommunikationen opretholdes for sin egen skyld. Fronto må altså finde på et emne, et argumentum, der kan fylde et længere brev ud, og vælger så at diskutere grundene til deres kærlighed. Det er tydeligt, at aporien og de eksplicitte overvejelser er fingerede. Fronto har allerede, før han satte sig til at skrive, gjort sig klart, præcis hvad han vil sige, og hvordan og i hvilken rækkefølge han vil sige det. Fronto vælger imidlertid at eksplicitere de forudgående overvejelser om tema i propositio-delen, det sted, hvor taleren netop vil eksplicitere programmet for sin tale. Herved fremstår brevet netop som en levende kommunikation i modsætning til prunktalens avsluttede fuldkommenhed. Men eftersom brevet er et nedfældet og færdigt produkt, er det en illusion, men en illusion, som opretholdes overalt i genren, som når modtagerens tænkte indvendinger inddrages i brevet og besvares, som det sker i slutningen av dette brev.

I argumentatio opregner Fronto en række tænkelige grunde til, at en person bliver genstand for en andens kærlighed: at han har sat sit liv på spil for en anden, at han har styret en provins, ført en hær eller rendt ham på dørene som klient. Det er alt sammen eksempler på et politisk venskab, amicitia. Fronto erklærer nu paradoksalt, at han faktisk helst vil have, at der ikke er nogen grund til, at Marcus Aurelius elsker ham. Den sande kærlighed kender ingen overlæg og beregning. Her har Fronto sikker støtte i en lang filosofisk tradition. Som Aristoteles ville sige, så er det, der har sig selv som formål, bedre end det, der sker for at opnå noget andet.

Men det er ikke de filosofiske autoriteter, Fronto påberåber sig. I stedet går han via to metaforer over i to billeder, der skal illustrere hans pointe. Den tilfældige kærlighed bliver varm uden, at der skal tændes op under den, ligesom de naturlige varme kilder i Bajæ er bedre end de kunstige termeanlæg. Og det beregnede venskab vokser sig ikke stærk som den pludselige kærlighed, ligesom kulturplanterne heller ikke vokser nær så stærkt som de vilde træer. Han stiller herefter ratio, ”fornuft” eller ”beregning”, over for fortuna, ”lykke” eller ”tilfælde”. Fortuna er den højeste gudinde, hvorimod der ikke er nogen, der ærer Ratio med templer eller gudebilleder. Forskellen mellem ratio og fortuna sættes lig med forholdet mellem en jordvold og et bjerg, en akvædukt og en flod eller en cisterne og en sø. Fronto konkluderer, at hvis der skulle være en grund til, at Marcus Aurelius elsker ham, må de sørge for at holde den hemmelig. Det er en helt uventet drejning av argumentet, men typisk for Fronto, der netop ser en pointe i at vende sagforholdene på hovedet. Brevet indledes med et paradoks og avsluttes med et paradoks.

I Pseudo-Demetrios’ værk Περὶ ἑρμηνείας er der et avsnit om brevstil, og her hedder det: ”Brevets intention er at være et sammenfattet udtryk for venskabelighed, og det er en fremføring om et enkelt emne i enkle ord. Dets skønhed er de venskabelige følelser, det udtrykker, og de utallige ordsprog, det rummer. Dét er den eneste form for filosofi, der skal være i det, fordi ordsproget er folkeligt og fælles, hvorimod den, der taler i læresætninger og opfordringer, ikke synes at snakke igennem et brev, men fra en teaterkran.” Man kan spørge sig, om Fronto i dette brev ikke netop sidder oppe i kranen, om hele den retoriske opbygning av brevet og den lange sofistiske argumentation for, at den ubegrundede kærlighed er bedre end det begrundede venskab, ikke ødelægger det som brev. Men så overser man, hvilket formål den retoriske opbygning og den lange bevisførelse tjener. Det er en leg mellem adressanten og adressaten, et spil om ord, hvor formålet ikke er at bevise venskabet som etisk institution, men at formulere deres specifikke venskab. Og her er vi i epistolografiens kerne. Pseudo-Demetrios foreskriver ordsprog, fordi de har en bredere appel, men når adressant og adressat bevæger sig inden for det samme intellektuelle univers, så ville det være skudt forbi målet at tale i almuesprog.

ad M. Caesarem 2.3

Brevet ad M. Caesarem 2.3 er adresseret til ”Cæsars moder”. Det optræder to gange i håndskriftet. Dels er det anbragt i korrespondancen mellem Fronto og Marcus Aurelius, fordi han har vedlagt det et andet brev til Marcus Aurelius, og dels er det optaget i en samling av blandede breve sidst i håndskriftet. Marcus Aurelius’ moder, Domitia Lucilla er en central figur i korrespondancen. Fronto beder til stadighed Marcus Aurelius hilse sin moder, Dominam matrem saluta, og Marcus Aurelius bringer til stadighed hilsner tilbage, Domina mea te salutat. Fronto vil med det foreliggende brev undskylde, at han ikke har skrevet længe. Fronto lægger altid særlig omhu i den indledende sætning som enhver god retoriker. ”Hvordan skal jeg kunne undskylde...?”. Spørgsmålet bidrager til at illudere en konversation, og det er en fast del i brevgenren at henvende sig til adressaten med direkte spørgsmål. Samtidig fører dette spørgsmål direkte ind i Frontos refleksion om, hvordan han skal formulere brevet. Frontos brevsamling er fuld av metaepistolografi, hvor han åbent diskuterer brevets opbygning og gang. Når modtageren inddrages i avsenderens inventio, kommer det, der ellers ville synes en uigennemtrængelig monolit, til at fremstå som en levende dialog. Det samme gjorde sig gældende i det første brev.

Frontos indvending imod den tænkte kritik er, at han har været noget ophængt og har lagt al sin energi i en tale om ὁ μέγας βασιλεύς, om kejseren. Han refererer herefter – i god tråd med håndbøgernes forskrifter – til et romersk ordsprog: man skal ikke hade en vens uvane, men kende den. Frontos særlige uvane er, at han kun kan koncentrere sig om én ting ad gangen. Det illustrerer han med tre sammenligninger: Hyænen, der ikke kan dreje halsen til nogen av siderne, men kun se ligeud; den såkaldte lanseslange, der kun kan springe ligeud; og spydet og pilen, der rammer deres mål bedst, når de flyver ligeud og ikke skubbes ud av kurs. Fronto avbryder sig nu og begynder at reflekterer over disse tre εἰκόνες, billeder. De to første billeder tager udgangspunkt i vilde dyr, og det sidste er umenneskeligt og ”umusisk”. Han tilføjer to andre billeder: Vinden, der er bedst, når man har den i ryggen, hvilket han beskriver som et voldsomt billede; og den rette linie, der er den fornemmeste av linierne, et billede, der ikke kun er ubesjælet, men også ulegemligt.

Disse billeder er imidlertid ikke overbevisende. Fronto erklærer nu, at et overbevisende billede skal være menneskeligt og helst også musisk og allerhelst også rumme venskab eller kærlighed. Han løfter med disse overvejelser fligen for en formel teori om billeder som retorisk figur. Quintilian fremhæver netop, at en sammenligning, similitudo, bør tage udgangspunkt i mennesker og ikke i stumme eller ubesjælede væsner (5.11.23). I en sammenligning bør de to ting, der sammenlignes, ligne hinanden mest muligt, så man rimeligvis kan overføre den enes karakteristika til den anden. Fronto forsøger i overensstemmelse hermed et billede, der er menneskeligt, musisk og har med kærlighed at gøre: Orpheus, hvis ulykke netop skyldtes, at han vendte sig om. Men det billede er nu heller ikke overbevisende, siger Fronto så, eftersom det er hentet fra dødsriget.

Fronto erklærer derfor, at han ville forlade billederne og i stedet undskylde sig sådan, som han bedst ville kunne få hendes tilgivelse. Han henviser til, at en tale til kejserens pris, som jo er det, der har taget al hans tid, i sig selv må være noget, hun sætter pris på, og desuden kommer han ind på både hende og hendes søn i talen, ligesom når elskerne skriver deres elskedes navne på ethvert bæger. Igen må han avbryde sig, for dét var endnu et sammenligning, endnu et billede. Han siger, at billedmageriet sniger sig ind og gror fast. Han beslutter sig derfor for et billede, der lever op til alle kravene, og som så meget desto mere passende kan kaldes et billede, fordi det tager udgangspunkt i en maler. Protogenes malede i elleve år kun ét billede, Ialysos. Fronto har derimod malet ikke ét, men to Ialysoser, nemlig kejseren og hans søn. og ikke kun deres ansigter og udseender, men også deres vaner og karakterer.

I det sidste avsnit undskylder han sit sprog og kaster sig endnu engang ud i billeder. Han sammenligner sig med Anacharsis, der ikke talte perfekt attisk græsk, men var berømt for indholdet av det han sagde. Ligesom Anacharsis kom fra de nomadiske skythere, så kommer Fronto fra de nomadiske libyere. De har altså til fælles at græsse. Fronto spiller på, at ordet nomade etymologisk hører sammen med verbet νέμεσθαι, ”at græsse”. Han konkluderer, at de dermed også har til fælles at bræge, βληχᾶσθαι. Det er selvfølgelig uholdbart fra en sprogvidenskabelig synsvinkel (nomaden er ikke den, der græsser og bræger, men den, der driver de græssende og brægende dyr av sted), men det fuldender billedet: Anacharsis og Fronto er nomader og derfor taler de dårligt.

Fronto bryder abrupt av (hvis det er avslutningen av brevet): ”Jeg vil nu slutte med ikke at skrive andet end billeder.” Og brevet har i sandhed været fuld av billeder. Brevets anledning er angiveligt en undskyldning for, at Fronto så længe ikke har skrevet, men brevet er samtidig nærmest en studie i, hvordan man finder frem til det bedste billede. Det er dog, når det kommer til stykket, ikke en retorisk traktat. Fronto ironiserer over håndbøgernes rigide regler om konsistens i sammenligningen og om parallelitet mellem comparandum og comparatum. Det første passende billede, Orpheus, der dog er både menneske og musisk, må han alligevel opgive, fordi han er død, og han beslutter sig til sidst for et billede om en maler, for så ligner billedet selv et billede, og alt går op. Og når Fronto i den forbindelse siger, at Marcus er søn av Antoninus Pius på samme måde, som Athene er datter av Zeus, og søn av Domitia på samme måde, som Hephaistos er søn av Hera, præciserer han, at Hephaistos’ halten skal holdes ude av billedet, i sig selv en fjollet tilføjelse, der viser, at Fronto ikke vil tages alvorligt. Og i brevets sidste billede fører konsistensen ad absurdum via en etymologisk glidebane fra Anacharsis til brægende får.

Frontos forsvar for ikke at have skrevet, hans monomani, bliver understreget av, at han ikke kan holde op med at lave billeder, men at de bliver ved at poppe op (for nu selv at bruge et billede). Brevet er således, når det kommer til stykket, konsistent i form og i indhold.

ad M. Caesarem 3.8

Ad M. Caesarem 3.8 er et andet brev, der teoretiserer over billedet som stilistisk figur. Marcus Aurelius har arbejdet med at lave ti billeder, men der er et av dem, han ikke kan få på plads, og han beder derfor Fronto om hjælp. Man fortolker det normalt sådan, at Fronto har givet Marcus Aurelius de ti billeder for som lektie, selv om det ikke fremgår eksplicit av de to breve. Billedet er en ø, Ænaria, hvor der ligger en sø, og i søen er der en anden ø, der er beboet. Fronto foreslår, at den store ø svarer til hans fader, kejseren, og den lille ø til Marcus Aurelius selv; faderen, der beskytter, og sønnen, der er i sikkerhed. Han siger, Marcus kan bruge dette billede på alle mulige måder, når han vil takke sin fader.

Det mærkværdige er, at Marcus Aurelius har billedet, men åbenbart mangler noget, som billedet kan passe på. Det er præcis det modsatte av den fremgangsmåde, vi ville vælge. Billedet er altså ikke et redskab til at forklare noget, der ellers ville være vanskeligt at forstå, men et formål i sig selv. Billedet er det primære og virkeligheden det sekundære. Billedet skaber med andre ord virkeligheden. Filosofien var traditionelt skeptisk over for billedet, fordi det forvrængede virkeligheden, og derfor kræver den peripatetiske stillære overensstemmelse mellem billede og genstand. I anden halvdel av brevet opstiller Fronto netop en generel lære for brugen og konstruktionen av et billede. Han siger, at et billede skal tjene ”til at forskønne eller forgrimme, til at ligestille, til at formindske eller forstørre eller til at gøre det mindre sandsynlige sandsynligt”. Ellers er der ingen grund til at bruge et billede, slår han fast. Billedet tjener med andre ord en bestemt funktion. Der er ikke tale om en støtte til at forstå en kompliceret tankegang. Billedet ændrer tværtimod forståelsen.

Når man laver et billede, skal man være opmærksom på den avbildede genstands forskellige karakteristika, insignia, siger Fronto og anfører en længere liste over græske navne på sådanne karakteristika. Det er typisk, når romere taler om tekniske emner, at de slår over i græsk. Når Fronto lidt længere nede gør rede for, hvilket karakteristikum han byggede sit billede på i begyndelsen av brevet, formulerer han det i en sætning, der er halvt latinsk og halvt græsk.

Man kan sige, at Fronto med disse tekniske beskrivelser overskrider de almindelige grænser for, hvad man normalt kan skrive i et brev. Ifølge den antikke genreteori skal brevet efterligne den jævne samtale. På den anden side repræsenterer brevet en samtale mellem en lærer og hans elev. Dette brev iscenesætter med andre ord en undervisningssituation. At der ikke er tale om en retorisk traktat, men om en instruktiv samtale, markeres ved, at de forskellige læresætninger er indpakket i henvendelser til adressaten i anden person, f.eks. ”Vær sød og send mig de billeder, du finder...”,”Når du tegner et billede, skal du være opmærksom på...”, ”Hvis de er faldet ud av din hukommelse, vil det ikke være unyttigt...” Det viser sig også i sproget: Av 63 finitte verber i brevet, er de 23 i anden person singularis, og hertil kommer 23 tilfælde av det personlige pronomen i anden person singularis. Brevet lever således fuldt og helt op til vore begreber om det epistolaritet. En fingeret undervisningssituation er, når det kommer til stykket også det eneste naturlige svar på en forespørgsel av den art, Marcus Aurelius kom med.

ad M. Caesarem 4.12

Billedet spiller også en væsentlig rolle i et andet brev, ad M. Caesarem 4.12.

Marcus Aurelius havde i et brev skrevet om sin datters sygdom, men på en sådan måde, at det ikke i første omgang fremgik, at det var datteren, der havde været syg: ”Diarreen er standset og feberen slået ned, men der er stadig en udtalt magerhed og nogen hoste. Du forstår naturligvis, at det er min lille Faustina, jeg her taler om.”

Fronto misforstår naturligvis først beskeden og tror, at hans elskede Marcus har ligget for døden: ”I Guder, hvor var jeg chokeret, da jeg havde læst begyndelsen av dit brev! ”. Da det går op for ham, at det bare var Faustina, der var i fare, bliver han lettet. Det medfører imidlertid et dilemma, som det er brevets emne at udrede. Fronto tænker sig til, hvad Marcus Aurelius må føle, når han læser brevet, og lader ham derfor komme til orde i en længere, noget højstemt replik: ”Ville du da hellere have, det var Faustina, der var døden nær...?” Det er et almindeligt epistolografisk greb, der er med til at skabe en illusion om en virkelig samtale vis à vis. I god overensstemmelse med den tænkte situation, med faderen, der forsvarer det barn, for hvis liv han just frygtede, er replikken patetisk, markeret i den avsluttende klimaks – men det er vigtigt, at det der er Frontos følelser, Marcus Aurelius taler om. Fronto indfører Marcus Aurelius, der indfører Fronto.

Han forklarer sin lettelse med et billede. Det er sådan, at den første forskrækkelse altid føles størst, ligesom når man flytter vægten fra den ene skulder til den anden og føler lettelse, selv om vægten ikke er blevet det mindste mindre. Det er et smukt eksempel på, hvordan retorikken kan virke som en trøst i kraft av sin evne til at flytte fokus og almengøre. Billedet kommer til at fungere som en redningsplanke i det dilemma, Fronto står i, når han på én gang må udtrykke sin lettelse over Marcus Aurelius’ sundhed og sympati med hans datters sygdom. Fronto er eksplicit med hensyn til dette terapeutiske aspekt. Han indleder med at sige, at Marcus Aurelius kender til menneskets natur; Fronto har for sin part lært av sin lærer at danne billeder. De to ting er næppe ment som modsætninger, men som beslægtede kompetencer.

Herefter annoncerer Fronto, at han vil gå over til en mere løssluppen snak, for, som han siger med psykologisk visdom og uden at lette foden fra patospedalen, er det almindeligt at pjatte, når man er sluppet fri av en stor frygt. Han går da over til at forklare, hvorfor han elsker Marcus Aurelius så højt. Det belægger han med tre erfaringsargumenter, der, som han indrømmer, er ret useriøse: 1) Når han ser Marcus Aurelius i drømme, omfavner og kysser han ham altid. 2) Han har selv kritiseret Marcus Aurelius, da han var ung og alt for alvorlig, men han tålte ikke, at andre kritiserede ham, ligesom han ville have lettere ved selv at slå sin datter end at se en anden gøre det. 3) Når han ser portrætter av Marcus Aurelius på gader og stræder, sender han dem altid et kys. De levende beskrivelser bliver selv billeder, tre udmalede scenerier, der skal belægge Frontos store kærlighed empirisk.

De utilhyllede kærlighedserklæringer til den unge elev er et punkt, der har forskrækket de fleste moderne læsere. Det ville dog være at gå alt for vidt at mene, at Fronto og Marcus Aurelius stod i et egentligt erotisk forhold. Fronto har skrevet et lille græsk essay à la Platons Phaidros, hvor han forsvarer ikke-elskeren, så han har ikke betragtet sig selv som den unge Cæsars ἐραστής. Marcus Aurelius kvitterer for denne tale med at erklære sig selv for elsker, men det er alt sammen spil. Men når Fronto taler om alle de kys, han vil give den unge Cæsar på halsen og på munden, så giver det unægtelig brevene en vis sovekammerstemning. Det er dog tilsigtet! Det er ikke hemmelige breve om en forbudt kærlighed. Fronto har regnet med, at andre kunne læse brevene, men det er ikke offentlighedens løftede øjenbryn, han frygter. Højst, som vi så tidligere, Domitias jalousi. I dette brev er det da heller ikke som ἐραστής, at Fronto elsker Marcus Aurelius. Hans kærlighed er ikke erotisk. De intime og for mere bornerte udenforstående måske også intimiderende beskrivelser har en særlig funktion i brevet. De skaber en fortrolig atmosfære som modvægt til den alvorlige stemning i brevets begyndelse. Det er den funktion, Fronto selv tillægger denne leg.

Umiddelbart hænger anden del av brevet slet ikke sammen med første del, men i det sidste avsnit bliver det klart, at brevet har én tråd: faderkærlighed. Frontos kærlighed til Marcus Aurelius svarer til Marcus Aurelius’ kærlighed til Faustina, slås det fast. Når han forskrækkes mere over Marcus Aurelius, er det, fordi han opfatter ham som sin søn. Hans sammenligner ovenfor sit forhold til Marcus Aurelius med sit forhold til sin egen datter, Cratia: Han kan kritisere ham og slå hende, men han tåler ikke, at andre kritiserer ham eller slår hende. Det billede, hvormed Fronto løsner op for dilemmaet i første halvdel av brevet, har han fået fra sin lærer, Athenodotos, der samtidig kaldes parens. Lærerforholdet som et forældreskab møder vi også i et trøstebrev, Fronto har skrevet til Herodes Atticus i anledning av hans søns død (ad M. Caes. 2.1); han kommer ind på, hvordan han selv, efter at have mistet sine elskede lærere Athenodotos og Dionysios, kastede sin kærlighed på Marcus Aurelius, og råder Herodes til at gøre det samme.

Fronto indskærper Marcus Aurelius, at han ikke skal sladre til Faustina og fortælle noget om denne sag. For så risikerer han bare, han ikke får lov at kysse hende næste gang, de ses. Det er endnu et av Frontos livagtige billeder. Den lille pige, der beskrives som en gravis et prisca femina, trækker sin spinkle hånd og buttede fod tilbage. Denne slutning er helt uventet, men binder samtidig brevet sammen.

Sprog og stil

Man har talt om, at Fronto indfører en ny stilistisk norm for det latinske sprog, som man har døbt elocutio novella. Betegnelsen er dog et fantom. Den grunder sig på et brev (de eloquentia 5), hvor Fronto omtaler en tale, som Marcus Aurelius har holdt. Fronto roser talen, men tilføjer dog: nonnihil interdum elocutione novella parum signatum, hvilket i loebudgaven oversættes til ”some parts here and there were not sufficiently marked with novelty of expression”. Leofranc Holford-Strevens har dog uden tvivl ret i at oversætte det ”some parts here and there were not sufficiently clear through new-fangled dic-tion” (CQ 26 (1976) 140-1).

Den antikke udgiver av Frontos breve har samlet fem breve under titlen De eloquentia – herunder det omtalte brev – og ét brev under titlen De orationibus. De er alle sendt til Marcus Aurelius, efter at han er tiltrådt som kejser. Fronto tager lærerrollen på sig igen og går skarpt i rette med Marcus Aurelius, fordi han lægger sig efter en for moderne stil à la Seneca, og fordi han er begyndt at tvivle på eloquentia. Man har knyttet disse kritiske breve sammen med den kendsgerning, at Fronto kun nævnes kort i Marcus Aurelius’ meditationer, og herav sluttet, at Marcus Aurelius med tiden voksede ud av Frontos håbløse universalretoriske projekt. Det er selvfølgelig i sig selv ironisk, at når filosoffer opdrager herskere, udvikler de sig i reglen til grusomme tyranner – tænk blot på Aristoteles’ opdragelse av Alexander eller Senecas opdragelse av Nero. Men når det er en retoriker, der opdrager, så er resultatet – ja, en filosof!

På den anden side skal man passe på, man ikke læser for meget ud av disse breve. Overleveringen er på dette sted særlig dårlig. Der er lakuner på flere sider, og det kan ikke udelukkes, at en mere fuldstændig tekst ville give et mere nuanceret billede av Frontos forhold til filosoffen Marcus Aurelius. Endelig skal man passe på, man ikke overfører alt for meget fra den rolle, Fronto tager på sig i det pågældende brev, til deres generelle forhold. Lærerkasketten bringer automatisk pegepinden og måske endda spanskrøret frem fra skuffen. Man kan indvende, at hvis der er noget, man måtte kunne læse biografistisk, så var det netop breve. Det er dog forfejlet at tro, at det private brev eller for den sags skyld den private samtale lader et ægte, uiscenesat jeg komme til syne.

Det står dog klart, at Fronto har en ganske bestemt holdning til, hvad der er god stil og dårlig stil, og at denne holdning ikke stemmer overens med det ciceronianske ideal. Fronto tilstræbte dog ikke innovation, men arkaisme. I et brev til Marcus Aurelius, der muligvis er det ældste brev mellem dem (ad M.Caes. 4.3; jf. ad Ant.imp. 1.2.3), nævner Fronto de forbilledlige forfattere; det er Cato, Sallust, Ennius. Om Cicero siger han, at han har været god til at vælge smukke ord, men – og dette ”men” er vigtigt – han har ikke været omhyggelig med at udsøge sig særlige ord. Der er ikke nogen uventede ord, insperata atque inopinata verba. Og det er heri, Frontos stilistiske ideal ligger, at udsøge sig det søgte, at overraske.

På nogle måder var Frontos arkaiske stil beslægtet med den græske atticisme, og det er da også betegnende, at han i sine græske breve selv skriver et formfuldendt attisk græsk. I Frontos nærmeste bekendtskabskreds er der repræsentanter for den anden sofistik som Herodes Atticus, Favorinus og Appian. Aulus Gellius giver flere steder i Noctes Atticae et levende billede av de diskussioner, der førtes i Frontos hjem (2.26, 13.28, 14.10, 14.13, 14.8); man talte om obsolete latinske ord og om græskens og latinens forskellige udtryksmuligheder. Men hvor de atticerende græske forfattere tilstræbte at skrive et græsk, der i et og alt var identisk med sproget hos de klassiske prosaister, så er der, når det kommer til stykket, milevidt mellem Catos latin og Frontos latin. Det er en eklektisk arkaisme. Det vigtige er ikke at rekonstruere og restaurere et for længst uddødt arkaisk latin. Fronto vil alene genoplive konkrete ord, hvis de er mere træffende.

Statistik

Udgiveren av teubnerteksten, Michel van den Hout, har forfattet en kommentar til Frontos breve, der har to kvaliteter: at den er så stor, som den er, og at det er den eneste kommentar, der findes. Dens anvendelighed er imidlertid alvorlig begrænset. Van den Hout refererer til sidetal og linietal i sin egen udgave og ikke til et individuelt brevnavn og en paragraf inden for brevet. Dette princip, der tvinger brugeren til at have Van den Houts udgave ved siden av sig, når han bruger kommentaren, gennemføres med en så tåbelig konsekvens, at det frontonianske epistolarium behandles som én sammenhængende fortløbende tekst. Kommentaren ikke gør opmærksom på, hvornår ét brev slutter og et andet begynder. Der er ingen formel overskrift eller indledning til de enkelte breve. Desuden er forfatteren temmelig selektiv i, hvad han finder på at kommentere. Det mest nyttige ved kommentaren er dens righoldige indices. Der er således et ”Grammatical and Stylistic Index”, hvori han opregner alle de belæg, han har fundet for et særlig sprogligt fænomen eller en retorisk figur.

Hvis Van den Houts udvalg er repræsentativt (i den forstand, at de belæg, han nødvendigvis må have overset, fordeler sig lige i korpuset), kan man forsøge at drage interessante konklusioner om fordelingen av visse av disse ejendommeligheder. Hvis vi begrænser os til korrespondancen mellem Fronto og Marcus Aurelius, der består av fem bøger ad Marcum Aurelium et invicem og fire bøger ad Antoninum imperatorem et invicem, dvs. de første 106 sider av teubnerudgaven, så er der opregnet 27 ”arkaismer” i Frontos egne breve, men kun 12 i Marcus Aurelius’ breve, hhv. 69% og 31%. Det forholder sig omvendt, når man tæller de såkaldte ”kollokvialismer”: av dem er der 52 i Frontos egne breve, men 68 i Marcus Aurelius’ breve, hhv. 43% og 57%.

En sådan statistik er selvfølgelig intetsigende, hvis man ikke sætter den i forhold til omfanget av de to korrespondenters breve. Av de omtalte ni bøger er der overleveret, hvad der i teubnerteksten svarer til 2.238 linier brødtekst, 1.338 i Frontos navn og 900 i Marcus Aurelius’ navn. Hvis man tager højde for det forskellige omfang (x 1,487), kommer man til det resultat, at Fronto har 60% av arkaismerne, men kun 34% av kollokvialismerne, hvorimod Marcus Aurelius har 40% av arkaismerne, men hele 66% av kollokvialismerne. Det er det samme billede, der tegner sig, når man ser på andre sproglige særtræk: En lang række retorisk-stilistiske figurer befinder sig for langt størstedelen av de opregnede belæg netop hos Fronto: allitteration 60%, metafor 68%, kiasme 68%, homoioteleuton 70% og etymologisk figur 76%. De sproglige træk, der kan regnes for jævnere stil, er derimod langt hyppigere hos Marcus Aurelius: efterklassisk latin 57% og diminutiver 68%.

Disse beregninger siger naturligvis intet om Frontos og Marcus Aurelius’ absolutte placering i det stilistisk spektrum. Det vil straks være en langt mere møjsommelig optælling, hvis man ville sammenligne f.eks. Fronto og Cicero. Hvis undersøgelsen skulle have nogen værdi, måtte det være den sammen person, der læste begge korpora igennem fra ende til anden, så man var sikker på, at det var de samme principper, der lå til grund for tilskrivningen. Det er desværre heller ikke en undersøgelse, man ville kunne mekanisere på grundlag av elektroniske tekstsamlinger, for bestemmelsen av de omtalte figurer beror på forståelse og jugement.

Der er derimod andre statistiske undersøgelser, man umiddelbart ville kunne foretage på grundlag av en elektronisk tekst. På internettet er der andre, der har lagt Ciceros breve ud i elektronisk form. Jeg er selv ved at gøre Frontos breve offentligt tilgængelige via min hjemmeside, selv om det indtil videre [24.3.2004!] kun er de fire første bøger ad M. Caesarem, der er lagt ud, svarende til de første 68 av teubnerudgavens 255 sider. Ud fra disse korpora viser det sig, at konjunktionerne ut og si er noget hyppigere og konjunktionen et en smule sjældnere i cicerokorpuset end i frontokorpuset (ut 1,39% ~ 1,07 %; si 0,91% ~ 0,56%; et 2,33% ~ 2,57%). Det kunne tyde på, at Cicero er mere hypotaktisk og Fronto mere parataktisk, selv om det er en sag, der må undersøges mere til bunds. Derimod har brevene til og fra Fronto næsten dobbelt så mange superlativer på -issimus (0,56% ~ 0,99%). Pronominerne hic, ille og iste er samlet set hyppigere i det ciceronianske korpus, hvor de udgør 2,21% av samtlige ord mod 1,85% i de fire første bøger av brevene til og fra Fronto.

Det er derimod interessant, at iste ikke desto mindre er mere end dobbelt så hyppigt hos Fronto (0,49%) end hos Cicero (0,21%). Denne diskrepans kunne man sætte ind i en generel tendens i det latinske sprogs udvikling, hvor iste erstatter hic som demonstrativt pronomen med jeg-deiksis, en proces, der er fuldendt i de romanske sprog (fransk ce(t), italiensk questo). Et eksempel herpå kunne være, når Marcus Aurelius f.eks. skriver ista mea fortuna (ad M. Aur. 1.2.1). Man kunne a priori forestille sig, at Marcus Aurelius’ mere mundrette og tidssvarende stil netop ville have en sådan vulgarisme. På det pågældende sted skal iste imidlertid ikke tages som et simpelt hic, men i den også i den klassiske litteratur gængse, nedsættende anvendelse. Det viser sig desuden, a posteriori, om man vil, at Fronto og Marcus Aurelius vælger de tre pronominer i omtrent samme omfang: hic, ille og iste fordeles hos Fronto med 45, 29 og 25%, hos Marcus Aurelius med 42, 30 og 28%. Marcus Aurelius sætter forholdsvis oftere et demonstrativt pronomen end Fronto, hvilket for så vidt kan hænge sammen med den mere kollokviale stil, som han så har til fælles med Cicero.

Overhyppigheden av iste hos både Fronto og Marcus Aurelius skyldes måske derfor snarere et forsøg på at skabe et fælles rum. Hvis man fastholder, at iste også hos Fronto i udgangspunktet refererer til anden person (du-deiksis), vil en hyppig brug av dette særlige demonstrativ knytte avsender og modtager sammen i et fælles erfaringsrum. Denne anvendelse er også almindelig hos Cicero, men blot hyppigere og mere udtalt i korrespondancen mellem Fronto og Marcus Aurelius, hvilket hænger nøje sammen med den intime og nærmest kælne atmosfære, der er i brevene. Det er et punkt, der må gøres til genstand for en nøjere undersøgelse, men det er interessant, at den lingvistiske statistik synes at stå i umiddelbart forhold til brevenes retoriske strategi. Fronto har en overhyppighed av ”markerede” sprogtræk, men hans sprogbrug sigter som sådan mod at skabe en epistolær ramme.

Konklusion

Jeg har i dette foredrag forsøgt at rehabilitere Fronto med udgangspunkt i en læsning av fire centrale breve. Fronto viser sig her som alt andet end en tredjerangsforfatter eller som en pedant, der ikke tør optræde uden retorikkens sminke. Forestillingen om, at en person bør optræde usminket og oprigtig i den private samtale og i det private brev, er under alle omstændigheder naiv. Et hvilket som helst brev og en hvilken som helst ytring er i sidste ende en selviscenesættelse. Den oprigtige modus er ikke nødvendigvis mere ægte end den retoriske. I Frontos breve ser man, hvordan retorikken netop skaber et fortrolighedsrum. Retorikken er her taget i ordets bredeste forstand, og det er netop også i den bredde, Fronto forstod det latinske eloquentia.

Frontos retoriske epistolografi viser sig i 1) billeddannelse (εἰκόνες), 2) metaretorik, 3) paradokse argumenter og 4) usædvanlig sprogbrug. I alle tilfælde handler det om, at Fronto vil overraske sin læser. Vi har set, hvordan Fronto både i et brevs indledning og i dets avslutning giver argumenterne en helt uventet og ofte paradoks drejning, og i det hele taget undgår han det glatte og forudsigelige. Retorisk er det yderst virksomt. Fronto får hermed slået sin pointe så meget desto mere troværdigt fast og åbner samtidig for en større erkendelse. Frontos etorik, eloquentia, vil sige noget andet end det, der ligger umiddelbart for, og åbne for en ny forståelse. Denne nye forståelse kan være terapeutisk som i trøstebrevene til Marcus Aurelius efter datterens sygdom. Den kan vende forlegenhed til smiger som i brevet til Domitia. Og den kan åbne for nye aspekter av venskabet til Marcus Aurelius – hvor den evindelige smiger ville have udløst kvalme, blev den ikke stedse krydret med elokvensens sennep.

Men først og fremmest er retorikken hos Fronto, i hvert fald i brevene, alt andet end opstyltet. Han bevarer et glimt i øjet og et dydigt mål av selvironi. Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at brevets modtagere har fundet sig godt tilpas i epistolært selskab med Fronto. Og dermed har brevene opfyldt deres formål.