Julius Victor Ars rhetorica 27. Oversat af George Hinge

George Hinge

Julius Victor
Ars rhetorica §27

ved George Hinge

Epistolis conveniunt multa eorum, quae de sermone praecepta sunt. epistolarum species duplex est: sunt enim aut negotiales aut familiares.	Meget av det, der blev sagt om talen, gælder også brevene. Brevgenren er delt i to: de er enten forretningsbreve eller personlige breve.
Negotiales sunt argumento negotioso et gravi. in hoc genere et sententiarum pondera et verborum lumina et figurarum insignia conpendii opera requiruntur atque omnia denique oratoria praecepta, una modo exceptione, ut aliquid de summis copiis detrahamus et orationem proprius sermo explicet. si quid historicum epistola conprehenderis, declinari oportet a plena formula historiae, ne recedat ab epistolae gratia. si quid etiam eruditius scribas, sic disputa, ut ne modum epistolae corrumpas.	Forretningsbreve er kendetegnet ved et forretningsmæssigt og alvorligt emne. I denne type kræves der tunge formuleringer, klare ord, rammende figurer for kortfattethedens skyld og kort sagt alle retoriske regler - med den ene undtagelse, at vi trækker noget fra hele arsenalet og lader den ligefremme tale udvikle retorikken. Hvis man vil behandle et historisk emne i et brev, skal man undgå at bygge det op helt som et historieværk, så at man ikke glemmer brevets charme. Hvis man ligeledes vil skrive højlærd, skal man argumentere sådan, at man ikke ødelægger brevets balance.
In familiaribus litteris primo brevitas observanda: ipsarum quoque sententiarum ne diu circumferatur, quod Cato ait, ambitio, sed ita recidantur, ut numquam verbi aliquid deesse videatur: unum ’te’ scilicet, quod intellegentia suppleatur, in epistolis Tullianis ad Atticum et Axium frequentissimum est.	I private breve skal man først og fremmest tænke på at fatte sig i korthed. Sætningsperioderne skal - som Cato siger - ikke være for ambitiøse, men de skal avhugges sådan, at der aldrig synes at mangle ét ord. I Ciceros breve til Atticus og Axius findes der således ofte kun et enkelt ”dig”, der så må udledes ud fra konteksten.
Lucem vero epistolis praefulgere oportet, nisi cum consulto clandestinae litterae fiant, quae tamen ita ceteris occultae esse debent, ut his, ad quos mittuntur, clarae perspicuaeque sint. solent etiam notas inter se secretiores pacisci, quod et Caesar et Augustus et Cicero et alii plerique fecerunt. ceterum cum abscondito nihil opus est, cavenda obscuritas magis quam in oratione aut in sermocinando: potes enim parum plane loquentem rogare, ut id planius dicat, quod in absentium epistolis non datur. et ideo nec historia occultior addenda nec proverbium ignotius aut verbum cariosius aut figura putidior: neque dum amputatae brevitati studes, dimidiatae sententiae sit intelligentia requirenda, nec dilatione verborum et anxio struendi labore lux obruenda.	Breve skal dog være lysende klare, medmindre det er ment som hemmelige breve, der imidlertid bør være skjult for andre på en sådan måde, at de er tydelige og gennemskuelige for dem, man sender dem til. Man plejer også at avtale hemmelige tegn imellem sig, sådan som f.eks. Cæsar, Augustus, Cicero og mange andre har gjort. Men når man ellers ikke behøver at holde noget hemmeligt, skal man undgå dunkelhed endnu mere end i retorikken eller samtalen. Man kan jo spørge den, der taler uforståeligt, om at formulere sig mere forståeligt, en mulighed, man ikke har i breve fra personer, der ikke er til stede. Man skal altså ikke indføje en obskur historisk beretning, et ukendt ordsprog, et støvet ord eller en hengemt figur. Når man bestræber sig på at korte brevet ned, skal det ikke være sådan, at man skal lede efter meningen i en halveret sætning, og man skal ikke ødelægge klarheden ved at skyde ordene for langt eller lave for kompleks en konstruktion.
Epistola, si superiori scribas, ne jocularis sit; si pari, ne inhumana; si inferiori, ne superba; neque docto incuriose neque indocto indiligenter, nec conjunctissimo translatitie, nec minus familiari non amice. rem secundam prolixius gratulare, ut illius gaudium extollas: cum offendas dolentem, pauculis consolare, quod ulcus etiam, cum plena manu tangitur, cruentatur. ita in litteris cum familiaribus ludes, ut tamen cogites posse evenire, ut eas litteras legant tempore tristiore. jurgari numquam oportet, sed epistolae minime.	Hvis man skriver et brev til en overordnet, må det ikke være humoristisk. Hvis man skriver til en underordnet, må det ikke være overlegent. Man må ikke skrive skødesløst til en lærd og uomhyggeligt til en ulærd, trivielt til en nær ven eller uvenligt til en, man ikke er så nær ven med. Man skal bruge god plads på at lykønske succes for at øge hans glæde. Når man møder en, der har smerte, skal man trøste med få ord, eftersom såret rives op, når man rører for meget ved det. Når man således pjatter med sine venner i et brev, skal man huske på, at det dog kan ske, de læser brevet på et tidspunkt, der er mere sørgeligt. Man bør aldrig skændes, men da slet ikke i et brev.
Praefationes ac subscriptiones litterarum computandae sunt pro discrimine amicitiae aut dignitatis, habita ratione consuetudinis. rescribere sic oportet, ut litterae, quibus respondes, prae manu sint, ne quid, cui responsio opus sit, de memoria effluat. observabant veteres karissimis sua manu scribere vel plurimum subscribere. commendatitias fideliter dato aut ne dato. id fiet, si amicissime dabis ad amicissimum, et si probabile petes et si impetrabile.	Et brevs overskrift og avslutning skal avstemmes i overensstemmelse med venskab og status inden for rammerne av konventionen. Man skal svare sådan, at man har det brev, man svarer på, lige ved hånden, så man ikke kommer til at glemme noget, der kræver et svar. De gamle var omhyggelige med at skrive til de nærmeste med deres egen hånd eller i det mindste selv at underskrive det. Man skal være ærlig, når man skriver anbefalelsesbreve, eller helt lade være. De skal nok blive efterkommet, hvis man skriver venligt til en ven, og hvis det, man beder om, er muligt og opnåeligt.
Graece aliquid addere litteris suave est, si id neque intempestive neque crebro facias: et proverbio uti non ignoto percommodum est, et versiculo aut parte versus. lepidum est nonnunquam quasi praesentem alloqui, uti ’heus tu’ et ’quid ais’ et ’video te deridere’: quod genus apud M. Tullium multa sunt. sed haec, ut dixi, in familiaribus litteris; nam illarum aliarum severitas major est.	Det ser pænt ud, hvis man tilføjer noget med græske bogstaver, så længe man ikke gør det på det forkerte sted og for ofte. Det er fint at bruge et velkendt ordsprog og en enkelt verselinje eller et par ord fra et digt. Det er ofte behageligt at tale til modtageren, som om han var til stede, f.eks. ”Hør!”, ”Hvad siger du?” og ”Le du bare!”. Den slags er der masser av hos Cicero. Men det hører som sagt hjemme i private breve; dertil er andre breve for alvorlige.
In summa id memento et ad epistolas et ad omnem scriptionem bene loqui.	Til slut kan det siges, at man i breve såvel som i alt, man skriver, skal tænke på at have et godt sprog.