De apophonia
Fra Schleicher til Saussure

av George Hinge

[= Videnskabsteoriopgave, Aarhus Universitet 1992. I den elektroniske udgave er der kun rettet åbenlyse slåfejl og indført tekstformateringer, der ikke var mulige i den oprindelige maskinskrevne udgave.]

Indledning

Det, jeg i dette essay søger at belyse, er, hvorledes måden at betragte sproget (læs: la langue) og især dets udvikling på radikalt lod sig ændre i 1870’erne, et fænomen, der normalt knyttes sammen med begrebet eller øgenavnet junggrammatiker.

Det, der optog attenhundredtallets sproggranskere, var mestendels differentieringen av de indoeuropæiske sprog, altså et emne av diakronisk art, som Saussure siden ville kalde det. Da de indoeuropæiske sprog jo dækker så spredte sprog som latin, græsk, russisk, engelsk, tysk, dansk og det for attenhundredtallet nye og eksotiske klassiske indiske sprog, sanskrit, ja så var det naturligt, at det netop var denne gruppe sprog, der måtte gribe den spirende sprogvidenskab med den største ildhu.

Jeg har i min skildring valgt især at pointere to personligheder, tyskeren August Schleicher (1821-1868) og schweizeren Ferdinand de Saussure (1857-1913), og vel at mærke disses behandling av et isoleret problem inden for ét enkelt forskningsområde, nemlig hvordan et indoeuropæisk sprog som f.eks. græsk har udviklet sit virvar av korte eller lange lyde (hvis antal dog er ringe sammenlignet med det moderne danske sprogs), der alternerer frem og tilbage indbyrdes fra bøjning til bøjning og avledning til avledning, et fænomen almindeligt kendt også i andre indoeuropæiske sprog under navnet avlyd (Ablaut, apophonia).

Hæmskoen for udforskningen og forståelsen av de indoeuropæiske sprogs historie var i den første halvdel den selvfølgeligt fejlagtige antagelse, at det indiske oldsprog skulle være de andres moder. Hvor problematisk en sådan model må blive, ses let, når man skematiserer betingelserne for enhver evolution, d.v.s. en differentiering av karaktertræk og uddøen av tidligere typer inden for et kompleks av organiske eller kulturelle strukturer:

*AQDV	>	ASDV
		AQMV
		AQDL
(tegnet * angiver i almindelig sprogvidenskabelig brug en hypotetisk form (en form hverken belagt i skrift eller tale), et > betyder ’bliver til’)

De i skemaet optegnede strukturer kunne lige så godt angive dyrearter som sprog, princippet er ens. Hvis man antog, at én av de belagte strukturer var moderen til de øvrige, ville modellen besværliggøres (f.eks. AQDL > AQMV, ASDV). [Endvidere muliggør ovenstående model regression, hvad jo ikke altid er tilfældet i virkeligheden. Når Q kan blive til S, behøver S ikke at kunne udvikle sig til Q!] Ikke desto mindre var det det, man gjorde i komparativismens barndom, idet man antog sanskrit for oprindeligere end de øvrige dialekter, en anskuelse, d er naturligvis måtte falde til jorden, men stadig i 1860’erne spøgte det indiske spøgelse.

De spørgsmål, man stod over for indoeuropæistikken, når det gjaldt at forklare fonemstrukturernes divergens både sprogene imellem og i de enkeltsproglige systemer, lader sig sammenfatte således:

• Hvorfor veksler i græsk og latin et e i en rods ene avledning med et o i en anden? (δέρκομαι : δέδορκα).

• Hvorfor har gotisk et i, hvor man fra sanskrit snarere skulle vente et a? (bindan = bandhāmi)

• Hvorfor er der i visse avledninger av en rod et u i germansk, et α i græsk og ingen lyd i sanskrit? (ἔδρακον = adrśam; wurdum = vrtima)

• Hvorfor har sanskrit et i, hvor man fra gotisk og græsk snarere skulle vente et a? (faþar = πατήρ = pitā)

• Hvorfor mangler der i visse former av en ellers nasalholdig rod dette n eller m i både sanskrit og græsk? (πένθος : ἔπαθον; bandhāmi : baddhah)

Det var disse spørgsmål, Schleicher og hans samtid kun besvarede utilfredsstillende, og som junggrammatikerne klargjorde og udredede.

August Schleicher:
Steigerung und Schwund

Schleicher var fra sin ungdom præget av Hegel, og det var således fra ham, at han fik sin idealistisk tilskårne inddeling av sprogets udvikling (hér fra hans Compendium der vergleichenden grammatik der indogermanischen sprachen, 2. udg. 1866, s. 4):

”Das leben der sprache ... zerfällt in zwei hauptabschnitte:
1. entwicklung der sprache, vorhistorische periode. Mit dem menschen entwickelte sich die sprache d.h. der lautliche ausdruck des denkens ...
2. verfall der sprache in laut und form, wobei zugleich in finction und sazbau bedeutende beränderungen statt finden, historische periode.”

Men han bevæger sig bort fra den hegelske filosofi og ind i, hvad kritikerne har villet kalde kold naturvidenskabelighed, når han siger (Comp., s. 1): ”Die grammatik bildet einen teil der sprachwissenschaft oder glottik. Dise selbst ist ein teil der naturgeschichte de menschen. Ire methoden ist im wesentlichen die der naturwissenschaft überhaupt.”

Det komparativisten, hvis ikke skal, så kan gøre, er at rekonstruere det état de langue (!), der befinder sig imellem de to perioder, hvorved man når den pågældende gruppes ursprog (Sprachvergl. Unters., 1850, 2, 124): ”Eine Vergleichung der ältesten Formen, der den Familien zu Grunde liegenden Sprachen, beweist die gemiensame Abstammung aller dieser Familien von einer indogermanischen Stammmutter, deren Wesen nur aus allen Töchtern zusammen erschlossen werden kann.” (efter Jankowsky, The Neogrammarians).

Senere beskrivelser av Schleicher har gerne villet fremhæve hans tilknytning til darwinismen og hans billedliggørelse av de indoeuropæiske sprogs slægtskab ved en Stammbaum (som i Comp., s. 9). Men det er klart, at han ville fatte sympati for darwinismen med sit materielle syn på sproget (jf. hans skrift Die Darwinsche Theorie und die Sprachwissenschaft, s. 6: ”Die Sprachen sind Naturorganismen, die ohne vom Willen des Menschen bestimmbar zu sein, entstunden, nach bestimmten Gesetzen wuchsen und sich entwickelten und wiederum altern und absterben.”) Det var jo med en lige så stor iver, at visse andre dialektikere, der endog lod deres materialistiske syn beskrive historien (særdeles uhegelsk), godtog tanken; jeg tænker hér på Marx og i endnu højere grad Engels. Hos begge var det antagelsen av evolution hos denne ufilosofiske, engelske biolog, der vakte deres sind. At Schleicher for sin part søgte at adskille sproget som et materielt fænomen og historien som et åndeligt, læses ud av hans fordømmelse av begrebet sproghistorie (Comp., s. 2, note): ” Die sprachen leben wie alle naturorganismen, sie handeln nicht, wie der mensch, haben also keine geschichte, woferne wir dises wort in seinem engeren und eigentlichen sinne fassen.”

Dét indoeuropæiske ursprog, Schleicher ville rekonstruere frem, skulle være højdepunktet mellem forhistorien med dens opgang og historien med dens forfald, et punkt, hvor sproget var fuldkomment. Det perfekte lydsystem antoges av ham og dem før ham at have blot tre og præcis tre vokalkvaliteter (tallet tre udgør en vigtig bestanddel av Schleichers rekonstruerede lydsystem: der er tre gange tre ’momentane laute’ (= klusiler), to gange tre ’dauerlaute’ (= spiranter, resonanter) og endelig tre vokalkvaliteter med hver tre kvantiteter, eller som han selv kommenterer, Comp., s. 11:”Man übersehe nicht die symmetrie der zalenverhältnisse in der anzal der laute”).

Det var problematisk at få det græske sprogs fem vokalkvaliteter (ved de korte vokaler; ved de lange må man regne med syv) til at udspringe av blot tre (hvis man da støtter sig til det princip, at samme lyd skal udvikle sig på én og samme måde under de samme omstændigheder). Dette bemærkede allerede Theodor Benfey i 1837, da han i Ergänzungsblätter zur allgemeinen Literatur-Zeitung, 905-33, skrev: ”Von diesem – bloss lautlichen - Standpunkt aus muss man z.B. als entschieden fraglich betrachten, ob nicht das Griechische, indem es α, ε, ι, ο, υ als kurze Vokale darbietet, den älteren Zustand treueren bewahrte, als in dieser Rücksicht ärmere Sanskrit. Und diese Frage kann nicht dadurch geschlichtet werden, dass sie nur vom bloss lautlichen Standpunkt uns zu zeigen sucht, dass ε, ο Trübungen von α sind” (Benware, The Study of the Indo-European Vocalism). Med andre ord er det lettere at lade tre lyd falde sammen i én end at lade én spaltes i tre, og hvis det sidste er tilfældet, skal man argumentere for det, det være sig ved accentforhold, assimilation og omlyd og ikke psykologiske forhold (altså påvirkning fra uden for sprogorganismen selv).

Men Schleicher led under en grusom konservatisme; han ændrede intet av den hidtidige sprogvidenskabs principper uden voldsomme overvejelser. Samtidig anså han sig for tilhørende sprogvidenskabens seriøse fløj (Comp., s. 15 f.): ”Gegenwärtig stehen sich in der indogermanischen sprachwissenschaft zwei richtungen einander gegenüber. Die anhänger der einen haben sich strenges festhalten an den lautgesetzen zum grundsatze gemacht (so G. Curtius in Leipzig, Corssen in Berlin, der v(er)f(asse)r des vor ligenden comp. u.a.); die andere richtung (Benfey in Göttingen [!], Leo Meyer in Dorpat u.a.) glaubt sich durch die bisher erkannten lautgesetze bei deutung und erklärung der sprachformen nicht wesentlich hindern lassen zu dürfen. So ist es den anhängern diser richtung möglich viles zu deuten, was den andern dunkel erscheint.“

I lovmæssigheden navn udviklede Schleicher da et sindrigt system av stigningsgrader, der skulle være indtruffet i den forhistoriske periode (som jo kun kendte til opbygning), et system, der ikke er helt uden rod i den indiske grammatiks lære om guṇa og vṛḍḍhi. Vi får altså dette system:

Således mente Schleicher at have svar på det spørgsmål, jeg kaldte 1. i indledningen (hvorfor der er den velkendte veksel i de klassiske sprog imellem e og o (jf. græsk præs. δερκε- : perf. δεδορκ-)). Det var ganske enkelt et udslag av en Steigerung på a-rækken; grundvokalens almindelige resultat var i græsk derimod ε (Comp., s. 59). Dette mentes at blive støttet av, at det græske ο rent faktisk modsvarer et indisk ā (et forhold, der siden skulle forklares av den såkaldte Brugmanns lov, at et indoeuropæisk *o udvikler sig til indisk ā i en åben stavelse; jf. Brugmann, Grundriss der indogermanischen Sprachen, I, s. 139). Hvor grundvokalen *a udvikledes anderledes end det regelfaste (jf. indledningens 2-5), forklarede Schleicher det som Schwund eller Schwächung, en forteelse, der vel kunne forekomme i den historiske periode og i de enkelte sprog, men kun dér. Han laver således følgende skema for græsk (Comp., s. 56):

Korthuset begyndte snart at vælte, da man efterhånden erkendte, at uhyre ofte havde både græsk og latin et e i samme avledning av en rod, ja med så stor overvægt, at det ikke blot kunne være et udslag av statistisk ustabilitet. Den tyske filolog Curtius valgte sig ud 368 gloser fra henholdsvis græsk og latin, mellem hvilke han anså det etymologiske slægtskab for sikret, og i tre fjerdedel av tilfældene viste de klassiske sprog sig at have samme vokalisme (jf. G. Curtius, Über die Spaltung des a-Lautes im Griechischen und Lateinischen mit Vergleichung der übrigen europäischen Glieder des indogermanischen Sprachstammes, 1864). Curtius kunne kun selv se tre mulige forklaringer på denne overensstemmelse:

• Det var rent tilfældigt.

• Det skyldtes de omgivende konsonanter.
  eller:

• Efter at en europæisk gren lod sig spalte ud på det indoeuropæiske stamtræ, blev *a for en stor del ’verdünnt’ til e, hvorav en vis del siden blev ’verdumpft’ til o.

(Parafraseret efter Benware, The study, s. 71 f.).

Selv hældede han avgjort til den sidste anskuelse. Men endnu skulle det være den indiske triade, der skulle danne model for grundsproget, støttet av en myte om en ækvivalens i det gotiske trevokalsystem.

I 1871 udgav germanisten Amelung bogen Die bildung der tempusstämme durch vocalsteigerung. Med sit dybe kendskab til de germanske sprog gør han op med den forestilling, at gotisk skulle befinde sig på et oprindeligere stade end græsk, når det blot har tre korte vokalkvaliteter. Han påviser, at hvor græsk gengiver indoeuropæisk *a med ε, så har gotisk altid et i, og hvor græsk har et ο eller et α, har gotisk konsekvent a. Men stadig bygger Amelung sine teser på Schleichers system, således at han antager *a, *ā, *â for det oprindelige, disse bliver i Europa til *e, *a, *ā (got. i, a, ō; gr. ε, ο / α, ᾱ / ω). (Efter Saussure, Mémoire, s. 4.)

Hermed var der søgt givet et rimeligt svar på mit spørgsmål 2. i indledningen, men stadig måtte de tre sidste besvares med uhåndgribelige fænomener som einzelsprachlicher schwund, forhold, der ikke kan forklares mekanisk ud fra det indoeuropæiske grudnsprog, man havde rekonstrueret.

Vi er hermed trådt ind i 1870’erne, det årti, den moderne indoeuropæistik fødtes, og samtidig et vendepunkt for den ganske lingvistik. Allerede nu varsledes denne videnskabs vordende paradigmeskift; vi kan en passant nævne personer som leipzigeren August Leskien (1840-1916) og danskeren Karl Verner (1846-1896). Førstnævnte besad som den første i Tyskland et undervisningssæde udi den slaviske filologi ved Leipzig universitet; han prædikede i endnu højere grad end sine forgængere i vor videnskab nødvendigheden av faste, urokkelige principper i udforskningen av sproget, og han fik rig lejlighed til at udfolde sine tanker i sine studier av nutidige dialekter og kom således til at betyde meget for dannelsen av den junggrammatiske tankegang. Karl Verner skrev i artiklen Eine ausnahme der ersten lautverschiebung, men den blev først trykt i 1877, skønt han havde med det samme præsenteret den for inderkredsen, så som Brugmann og Osthoff; den er betydningsfuld, fordi den viser, hvordan en hidtil uforklarlig uregelmæssighed på den germanske lydforskydning (den, der får det latinske duco til på ét sted at modsvare tysk ziehen, men på et andet gezogen) blot kunne forklares ud fra accentforhold i grundsproget, altså fænomener inden for selve sprogorganismen.

Slaget om Leipzig:
Junggrammatikerne

Og nu er det, krigen for alvor bryder ud:

Georg Curtius (1820-1885), som vi allerede har truffet, havde sit virke i Leipzig og var, foruden at være engageret i sammenlignende sprogvidenskab, av profession klassisk filolog. Han bestræbte sig for at eftervise, at ikke blot kunne sanskrit ofte belyse de klassiske sprogs dunklere former, men ikke sjældent vat det derimod disse, der formåede at gøre første mere gennemskuelig. Hans hovedværk er Grundzüge der griechischen Etymologie (1858-1862), men vigtigt for denne sammenhæng er, at han fra 1868 til 1878 udgav et tidsskrift under navnet Studien zur griechischen und lateinischen Grammatik.

Karl Brugmann (1849-1919) og Hermann Osthoff (1847-1909) var også leipzigere. De var påvirket av den ældre Leskien og havde således øje for, at hvis man skulle udøve en rekonstruktion, måtte man ikke blot ty til oldsprogene, men ens teser skulle også gælde de nutidige dialekter. Således skriver de i Morphologische Untersuchungen, I, s. VII:

”Also von der ursprache ab und der gegenwart zuwenden muss der vergleichende sprachforscher den blick, wenn er zu einer richtigen vorstellung von der art der fortentwicklung der sprache gelangen will, und er muss endlich einmal von dem gedanken gänzlich sich frei machen, man brauche sich als vergleichender indogermanist um die jüngeren phasen der indogermanischen sprachen nur dann zu kümmern, wenn sie sprachmaterial darbietet, das für die reconstruction der indogermanischen grundsprache in betracht kommt.”

Når man skal vende sig mod de nutidige dialekter, er det også, fordi det kun er dem, vi egentlig kender lydene i, mens oldsprogene ligger skjult bag bogstaverne (ibidem):

”Die buchstaben sind ja immer nur rohe und unbeholfene und sehr oft geradezu irre leitende abbilder des klingenden lautes; eine genaue vorstellung von dem verlauf eines lautlichen unbildungsprozesses z.b. einer altgrechischen und der lateinischen mundart zu bekommen ist überhaupt gar nicht möglich.
Gerade die jüngsten phasen der neueren indogermanischen, die lebenden volksmundarten, sind auch noch in mancher anderen beziehung von hoher bedeutung für die methodologie der vergleichenden sprachwissenschaft.”

Fra bind ix av Curtius’ Studien var Brugmann medredaktør og skrev i sidstes fravær 1876 en avhandling deri under titlen Nasalis sonans in der indogermanischen Grundsprache. Da Curtius vender tilbage til byen, lige inden tidsskriftet skal gå i trykken, når denne blot lige at tilføje et efterskrift, hvori han beklager, hvad medredaktøren har skrevet, og siger: ”Ich muss daher die Verantwortlichkeit für seine weit greifende Combinationen ihm allein überlassen”! (efter H. Pedersen, Et blik på sprogvidenskabens historie, s. 72). Tidsskriftet udkom kun én gang mere, hvorefter Curtius udgav et nyt med navnet Leipziger Studien i fællesskab med L. Lange, O. Ribbeck og H. Lipsius.

Brugmann og Osthoff udgiver fra 1878 det ovenfor citerede tidsskrift Morphologische Untersuchungen. Det var i dettes første bind, de første gang benævnte sig selv junggrammatiker, et udtryk med hjemmel i Leipzigs universitetsjargon, som kom til at betegne alle disse yngre sprogforskere, der stod i et modsætningsforhold til folk som Curtius (jf. Pedersen, Et blik, s. 74 f.; Jankowsky, The Neogrammarians, s. 124 ff.).

Men hvad i Brugmanns artikel oprørte de ældre så meget og ildnede de yngre desto mere? Se, det ligger i selve titlen: nasalis sonans er en vokaliseret nasal, omtrent som den sidste lyd i vort hatten og ribben. Han vælter således hele det schleicherske billede av, hvordan et indoeuropæisk grundsprog skulle se ud, og besvarer i ét hug mit spørgsmål 3. og 5. med sin antagelse, at stavelsen *an ikke blod led en Steigerung til *ān (på dette tidspunkt ville Brugmann sige, at et *a₁n blev til et *a₂n, som Saussure også gør det i Mémoire), men også at den undergik et Schwund til *n. I samme artikel (Studien IX, s. 381) gør han op med Schleichers tese, at forskellen ε : ο i græsk avspejler en kvantitativ veksel, men fører den derimod tilbage til et *a₁ : *a₂, en kvalitativ veksel (siden ville han notere disse lyd *e : *o, således hans Grundriss, I, s. 482 ff.).

Med Brugmanns teori får vi pludselig parallelle avlydstrin i binde : bandt : bundet og byde : bød : budt (ie. *bha₁ndh- : *bha₂ndh- : *bhndh- og *bha₁udh- : *bha₂udh- : *bhudh-).

Diakronisten Saussure:
Coefficients sonantiques

Når jeg har valgt i min diskussion av sprogvidenskabens udvikling i tresserne og halvfjerdserne at tage udgangspunkt i den schweiziskfødte sprogforsker Ferdinand de Saussure (1857-1913), skyldes det ikke hans Cours de linguistique générale, et referat av tre foredragsrækker holdt over den almindelige sprogvidenskab i perioden 1906 til 1911 og posthumt udgivet av landsmændene Charles Bally og Albert Sechehay. Nej, jeg søger til højdepunktet u hans karriere og det vigtigste punkt av denne, Mémoire sur le système primitif des voyelles dans les langue indo-europénnes, ifølge titelbladet udgivet 1879 i Leipzig, for som Franz Specht bemærker det i sin Indogermanische Sprachwissenschaft, s. 237: ”Alles weisters [ist] wesentlich weniger bedeutsam als die Erstlingschrift.” (efter Jankowsky, The Neogrammarians, s. 185).

Saussures interesse for sprogenes tidligste historie lader sig spore helt tilbage til hans første ungdom. I en alder av femten begår han således et Essai pour réduire les mots du grec, du latin et d’allemand à un petit nombre de racines, et skrift, jeg desværre ikke har kunnet fremskaffe, men som skal være udgivet av Boyd Davis i 1979. Heri mente han at kunne føre de nævnte sprogs samtlige ordforråd tilbage til blot ni rødder: tat, tap, tak; pat, pap, pak; kat, kap, kak! Sådanne dristige forsøg hører denne alder til blot, og siden møder vi ham da også i mere dybsindige og argumenterbare tanker.

Fem år senere, i 1877, bidrager han med seks artikler til det tredje bind av Mémoires de la Société de Linguistique (i Paris). Den sidste og mest omfattende av disse bar titlen Essai d’une distinction des différents a indoeuropéens

Dets grundlag er Curtius’ tese fra 1864 (jf. ovenfor) om et europæisk a : e, men fællesindoeuropæisk a, men han søger deri, som titlen aner, at gå ud over denne lære. Han distingverer imellem de av de klassiske sprogs o’er, der veksler med et e i andre avledninger av samme rod, og de, der aldrig gør det. han kommer således frem til, at det indoeuropæiske grundsprog skelnede imellem et a og et A, der begge vekslede mellem to nuancer: a og a₂, A og A₂. I græsk realiserede disse lyd sig på følgende vis:

Stadig er der ikke langt fra Schleichers dynamiske model mellem et a og et ā, og Saussure siger da også i Distinction, § II, om forskellen mellem a og a₂: ”Ils [= a et a₂] sont en effet de même nature: c’est une même voyelle à deux puissances différentes.”

Hvorimod Brugmann året før gav Schleichers billede av det indoeuropæiske grundsprog nådestødet på dennes skema horisontale fløj, var det på den vertikale vinkel, Saussure gjorde nykker. Den hellige treenighed a, i, u omstyrtedes, da en fjerde vokal blev sat ind i systemet, A, hvilken kvalitet man end måtte tilskrive denne.

Og Saussure kunne bevise, at selv oldindisk havde på et tidligere stadium skelnet imellem flere vokaler. Hvor en velar palataliseredes foran det, han noterer a, bevarede dne sin gutturale klang foran A. Således modsvares latin -que ’og’ av oldindisk ca, men quod ’hvad’ av kad.

Endnu tilsluttede Saussure sig dog ikke die Sonantentheorie, men forklarede gr. αρ : sanskr. ṛ / ir / ur som resultater av et Ar. Siden bliver han klogere, og han skriver beklagende i Mémoire, s. 2: ”Je suis obligé de retirer plusieurs des opinions que j’ai émises dans un article des Mémoires de la Société de Linguistique de Paris ... En particulier la ressemblance de Ar avec les phonèmes sortis de r m’avait conduit à rejeter, fort à contre-cœur, la théorie des liquides et nasales sonantes à laquelle je suis revenu après mûre reflexion. ”

Da Saussure året efter skriver Mémoire (der dog først udkommer januar 1879), helliger han da også det første kapitel til en diskussion av de vokaliske likvider og nasaler. Mémoire lyser av gennemtænkthed, men under læsningen synes det også klart, at han på en måde først udvikler sine teser, medens han sidder og skriver bogen. Han lover os den allerede i en note i Distinction: ”Nous essaierons de combler ces lacunes dans une étude subséquente et plus étendue du même sujet.”

Efter kort at have gennemgået forskningsområdets hidtidige historie vier Saussure fire og fyrre sider til Brugmanns sonanter. Han er overbevist, og den overbevisning er han nået til gennem sine systematiske gennemgang av sprogstrukturen, ikke som i denne tidligere forskning av tilfældige ordpar og spinkle etymologier. Hvor man før sammenlignede gloser, sammenligner Saussure former og avledninger. Og den fremgangsmåde giver pote.

Han ser, at i de selv samme avledninger, hvor et *ei bliver til et *i, dér bliver et *er til *r (og denne lyd har jo som sit allofon mellem to konsonanter Brugmanns liquida sonans). Dette nultrin karakteriserer f.eks. den såkaldte aoriststamme av et verbum, når denne i græsk og indisk dannes ved tilføjelse av en (tema)vokal mellem stamme og endelse:

*édr̥k̂et ”han så” → ádṛśat, ἔδρακεν
*élik^wet "han efterlod" → álicat, ἔλιπεν

Konsekvensen av denne syntese av teorien om kvantitativt Schwund og teorien om et oprindeligere lydsystem med mere end tre vokalkvaliteter er for den almindeligste rodtype (Saussures type B), at den alt efter avledningen optræder i disse tre former:

Men det er ikke alle rødder, der indeholder den vokal, der i ét trin hedder *e og i et andet *o (Saussures a). Der er som ovenfor nævnt andre rødder, hvor der forefindes en veksel *a : *ā; således har vi på græsk i den doriske dialekt paradigmet:

φᾱμί ”jeg siger” : φαμές ”vi siger”

I Distinction ville Saussure sige, at der var tale om et *bhA₂mi : *bhA₁ma₁s, men hvis vi tager en tilsvarende avledning av en anden rod, erkender man, at der er noget andet på færde:

εἶμι ”jeg vil gå” : ἴμες ”vi vil gå”

Disse former ville han før have rekonstrueret *a₁imi : *ima₁s.

Og hér er det, Saussure tager et avgørende skridt i hele indoeuropæistikkens historie. Han forsøger, om ikke der kunne være tale om et *bha₁Ami : *bhAma₁s; at der således er præcis de samme avlydstrin i begge verber, nemlig henholdsvis e- og nultrin, blot ender den ene stamme på et *i, den anden på et *A. Begge lyd får status som coefficients sonantiques. Teorien formuleres i sin helhed således i Mémoire, s. 135:

”La phonème a₁ est la voyelle radicale dans toutes les racines. Il peut être seul à former le vocalisme de la racine ou bien être suivi d’une seconde sonante que nous avons appelée coefficent sonantique.
Dans de certaines conditions qui ne sont pas connues, a₁ est remplacé par a₂; dans d’autres, mieux connues, il est expulsé.
a₁ étant expulsé, la racine demeurera sans voyelle dans le cas où elle ne contient point de coefficient sonantique. Dans le cas contraire, le coefficient sonantique se montre à nu, soit à l’état autophthongue, et fournit une voyelle à la racine.
Les phonèmes A et O sont des coefficients sonantiques. Ils ne pourront apparaître à nu que dans l’état réduit de la racine. A l’état normal de racine, il faut qu’ils soient précédés de a₁, et c’est des combinaisons a₁ + A, a₁ + O, que naissent les longues Ā, Ō. La permutation a₁ : a₂ s’effectue devant A et O comme ailleurs.”

Hermed fødtes vor videnskabs mest omstridte og mest sejlivede teori, der mutatis mutandis siden skulle gå under benævnelsen laryngalteorien. Samtidig kanoniserede den aldrig. I sin Grundriss fører Brugmann blot de lange vokaler i græsk tilbage til de tilsvarende indoeuropæiske *ā, *ē, *ō, og det er den praksis, der er den traditionelle inden for disciplinen. Nultrinnet, der i de europæiske sprog overalt (i hvert fald for A’s vedkommende) gav a og i indisk og iransk under nogle forhold a, under andre i, rekonstrueres som en neutral lyd lig det sidste e i hatte, det såkaldte schwa (ə).

Men teorien kom dog ikke til ganske at mangle reaktioner fra sin samtid. Den danske sprogforsker Hermann Møller (1850-1923) køber allerede den 20. marts 1879 bogen og begynder at læse den den 26. april (hvilket fremgår av en tilskreven note i hans eget eksemplar, der er faldet det århusianske Statsbibliotek i hænde). Allerede i 1879 gav han visse kommentarer på emnet i tidsskriftet Englische Studien, 3. Væsentligt er, at han ikke antager to, men tre av disse lyd (ved siden av A og O antager han et E, hvilket system har sit grundlag mest i observationer inden for det græske sprogsystem), desuden at han mener, at disse lyd ikke var vokaliske, men ”konsonantische und zwar Kehlkopflaute” (Møller, Semitisch und Indogermanisch, I, s. VI).

Herefter lå teorien hen skønt ikke udyrket. Blandt tilhængerne i det følgende tidsrum kan nævnes danskeren Holger Pedersen og franskmanden Albert Cuny. Men gennembruddet kom først i slutningen av tyverne med polakken Jerzy Kuryłowicz. I juli 1926 avfattede han artiklen ”ə indo-européen et h hittitite”. Den tryktes imidlertid først december 1927. Heri påviser han, at i hvert fald én av Saussures coefficients sonantiques ikke blot er en algebraisk abstraktion, men også har sit grundlag i en virkelig og efterviselig lyd, nemlig den, der fremtræder som h (d.v.s. en strubelyd av en eller anden art) i det urgamle sprog hittitisk, der skreves i Lilleasiens indre i det andet førkristelige årtusinde.

Med Kuryłowicz og tillige franskmanden Émile Benveniste var den klassiske laryngalteori født, om hvilken disput har stået om laryngalernes antal (visse har rekonstrueret endog ti) og deres fonetiske art (visse har hævdet deres vokaliske karakter, andre har stået fast på, at det drejede sig om konsonanter).

Oswald Szemerényi giver følgende dom i ”La théorie des laryngales de Saussure à Kuryłowicz et à Benveniste” (Bulletin de la Société de linguistique 68 (Paris, 1978):

”Saussure est le fondateur des vues modernes sur le système des voyelles et de leurs alternances en indo-européen, mais le véritable fondateur de la théorie laryngale est Möller. Cependant le mérite d’avoir, le premier, systématisé et développé la théorie revient à Cuny. Le triomphe de la théorie est dû à Kuryłowicz, qui non seulement pourvut le fondement factuel par l’exploitation des données hittites, mais appliqua un des esprits les plus créateurs qui soient à de multiple ramifications du problème. La chance voulut que les éléments essentiels de la théorie fussent, bientôt après, intégrés par Benveniste dans une captivante synthèse.”

Epilog

Stadig er der et utal av løse tråde på hele min udredning av udforskningen av det indoeuropæiske vokalsystem i det forrige århundredes tressere og halvfjerdsere, men at knytte disse ville både stjæle min tid og øge fremstillingen umådeholdent.

Det var altså et valg, jeg tog, når jeg lod det hele munde ud i laryngalteoriens fødsel, ganske som det var et valg, at jeg tog udgangspunkt i de personligheder, jeg nu engang gjorde.

Og det skal på ingen måde benægtes, at opgaven udviklede sig undervejs og for en del rev sig løs av den overordnede plan, men at hindre dette føltes umuligt under presset om en selvfølgelig fremstilling, avfødt av nødvendigheden av, at folk uden nogen viden på dette felt a priori havde blot en rimelig chance for at kunne følge argumentationsrækkerne.

George Hinge
Århus, januar – juni 1992.

Bibliofili

hvori der medtages de til opgaven anvendte værker i det omfang, at de virkelig er anvendt til opgavens udførelse og ikke blot har tjent til almindelig morskabslæsning. Medtaget er ikke almindelige ordbøger som ordbøger eller leksika.